Hvis du får vand fra Fuglebjerg Vandværk, skal du tænke dig om en ekstra gang, inden du tager et glas vand fra hanen.
Der er nemlig fundet colibakterier i vandet fra vandværker, det ligger mellem Slagelse og Næstved, skriver TV Øst.
Bakterierne kan give dårlig mave.
- Vi arbejder på at forbedre det, men vi ved endnu ikke noget om, hvornår vandet kan drikkes igen. Der skal først tages nogle prøver og sådan noget, oplyser Jens Peter Larsen, kasserer i vandværket, til Ekstra Bladet.
Hvis du alligevel bliver tørstig, eller skal bruge vandet i madlavningen, skal det koges to minutter ved 100 grader. På den måde slår man de fleste mikroorganismer ihjel.