Tidligere medlem af folketinget for Socialdemokratiet Ole Vagn Christensen langer ud efter Henrik Sass Larsen (S) og kræver, partiformand Mette Frederiksen sætter Sass Larsen 'på plads.'
Det sker efter, Henrik Sass Larsen (S) sidste uge kaldte partiet Alternativet for et 'bluffnummer.' Det skriver BT.
- Den kommentar er fuldkommen dødsdømt og kan ikke bruges til en skid. Hvis Socialdemokraterne skal have regeringsmagten tilbage, så er vi nødt til at have støtte fra resten af rød blok. Men Henrik Sass tænker kun på sig selv. Mette Frederiksen er nødt til at sætte ham på plads, ellers bliver hun aldrig statsminister, siger Ole Vagn Christensen til avisen.
Måske bedre at hente Frank Jensen
Ole Vagn Christensen har siddet i Folketinget i mere end 23 år, men blev ikke genvalgt ved valget i 2011.
Han så helst, at Henrik Sass Larsen forlod Socialdemokratiet, da han mener, at Sass Larsen skader partiet.
- Han vil sikkert selv sige, at han gør det for at hjælpe partiet. Problemet er, at hvis hun (Mette Frederiksen, red.) ikke siger noget, så må vi gå ud fra, at hun er enig med ham. Og så var det måske bedre at hente Frank Jensen ind som partiformand, siger Ole Vagn Christensen.
S: Uenig i kritik
Hverken Mette Frederiksen eller Henrik Sass Larsen ønsker at kommentere kritikken fra Ole Vagn Christensen. Men politisk ordfører Nicolai Wammen siger til BT:
- Jeg er meget uenig med både tonen og indholdet i Ole Vagn Christensens kritik. Både politiske venner og modstandere skal kunne tåle kritik, som dem Henrik Sass Larsen har rejst. Og det har han naturligvis fuld opbakning til. Så sent som i sidste uge afviste Alternativet, som det eneste parti i Folketinget, at lukke for misbrug af en støtteordning til solceller. Det kunne have kostet samfundet 11 milliarder kr., og så er det vel ikke helt urimeligt at spørge kritisk ind til partiets økonomiske politik.