Et forslag fra Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors om at lade private sponsorere flygtninge bliver mødt med åbne arme af Det Radikale Venstre og Alternativet.
- Vi skal ikke fralægge os ansvaret som samfund og som stat. Det burde vi sagtens kunne tage på os.
- Men vi skal prøve nye modeller af og da særligt, hvis de bliver anbefalet af Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, der har fingrene i problemerne og ved, hvad det drejer sig om. Det er vi meget åbne overfor, siger udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen (R).
Idéen stammer fra Canada. Det er generalsekretær Anders Ladekarl, Dansk Røde Kors, og generalsekretær Andreas Kamm, Dansk Flygtningehjælp, der i Jyllands-Posten opfordrer til, at private kan sponsorere flygtninge.
Andreas Kamm foreslår i Jyllands-Posten, at det eksempelvis kunne være de 500 FN-kvoteflygtninge, som Danmark normalt tager årligt, men som regeringen har udskudt at tage imod.
Alternativets flygtninge- og integrationsordfører, Josephine Fock, mener også, at det er en god model at prøve af.
- Ligesom Dansk Flygtningehjælp foreslår, så kunne det eksempelvis være en måde at få de kvoteflygtninge til Danmark, som regeringen for nylig har sagt, at de ikke vil tage, siger hun.
Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) mener derimod, at "forslaget er helt på månen".
- Der er rigtig mange private og organisationer, som i årtier har forsøgt at tage sig af integration og flygtninge, og det er ikke ligefrem gået godt. Så jeg kan ikke se, hvad man kan få ud af at udbygge den model, siger han.
Enhedslisten er umiddelbart også kritisk over for idéen.
- For hvad så hvis den privatperson skifter holdning efter seks måneder eller bliver fyret og ikke længere kan betale. Skal vi så sende flygtningen hjem igen?, siger udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen i en skriftlig kommentar.
Hun påpeger dog, at "jo mere vi kan inddrage civilsamfundet i integrationen jo bedre".
- Den værdi det for eksempel giver, at en flygtning får en dansk ven, kan ikke undervurderes, siger hun.
/ritzau/