Partier kalder sundhedsministeren i samråd efter cpr-læk
DF, LA og Enhedslisten vil vide, hvordan fem millioner danske cpr-numre kunne havne hos et kinesisk firma.
Ved en fejl havnede fem millioner ukrypterede cpr-numre hos Chinese Visa Application Centre, der er en privat virksomhed, der tilbyder hjælp med at skrive og sende visumansøgninger til Kina.
Ved en fejl havnede fem millioner ukrypterede cpr-numre hos Chinese Visa Application Centre, der er en privat virksomhed, der tilbyder hjælp med at skrive og sende visumansøgninger til Kina. Foto: /Polfoto


"Rystende", "helt ude i hampen", "skandaløst".

Hvordan kunne det ske, at flere end fem millioner danske cpr-numre og helbredsoplysninger ved en fejl blev leveret til en kinesisk virksomhed?

Det spørger man sig selv om i flere partier, og både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kalder derfor sundhedsminister Sophie Løhde (V) i samråd om lækket.

- Det er under al kritik. Ministeren må svare på, hvordan det kunne ske, hvem der har ansvaret, og hvordan vi sikrer, at det ikke sker fremover, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).

Det var Statens Serum Institut (SSI), der egentlig havde sendt oplysningerne i et anbefalet brev til Danmarks Statistik.

Men ved en fejl havnede de ukrypterede oplysninger hos Chinese Visa Application Centre, der er en privat virksomhed, der tilbyder hjælp med at skrive og sende visumansøgninger til Kina.

- Det gør jo, at tiltroen til sundhedsministeren og Statens Serum Institut ligger på et meget lille sted. Ministeren må sørge for at genoprette tilliden, siger Liselott Blixt.

Samme melding lyder fra Liberal Alliances retsordfører, Christina Egelund.

- Det er under ingen omstændigheder acceptabelt, at offentlige myndigheder kan overlevere fem millioner cpr-numre til Chinese Visa Application Centre på grund af en fejllevering af et brev, siger hun.

Også Enhedslistens fungerende sundhedsordfører, Finn Sørensen, undrer sig.

- Man må da stille sig det helt naturlige spørgsmål: Hvorfor bliver den slags sendt med posten? Hvorfor bliver det ikke afleveret personligt det rette sted af en medarbejder?

Det er ikke første gang, at Datatilsynet har kritiseret SSI. Tilsynet har tidligere anbefalet myndigheden, at datamedier skal krypteres, når de sendes med post.

Datatilsynet noterer, at SSI efterfølgende lovede at ændre retningslinjer og fremover altid kryptere data, der sendes med post.

Ifølge direktør Lisbeth Nielsen fra Sundhedsdatastyrelsen, der har overtaget flere arbejdsopgaver fra SSI, blev proceduren lavet om i februar 2015, da myndighederne blev bekendt med de fejlleverede cd'er.

Sundhedsminister Sophie Løhde har ingen kommentarer til sagen, da hun er på ferie.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.