Partier jagter kendisser: Dem går de efter
De politiske partier jagter kendisser som kandidater. Tidligere formand for socialrådgiverne Bettina Post har fået ikke mindre end seks henvendelser, siden hun stoppede i 2012.
Den tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, er ombejlet som kandidat til en politisk parti. Og det er åbenbart ligegyldigt, hvilket parti. Hun har fået tilbud både fra højre og venstre, fortæller hun. Mange kendisser oplever at blive kontaktet af partierne, skriver Politiken i dag.
Den tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, er ombejlet som kandidat til en politisk parti. Og det er åbenbart ligegyldigt, hvilket parti. Hun har fået tilbud både fra højre og venstre, fortæller hun. Mange kendisser oplever at blive kontaktet af partierne, skriver Politiken i dag. Morten Germund/Scanpix, arkiv


Folketingets partier bejler i vidt omfang til sportsfolk, erhvervsfolk, debattører og andre kendte ansigter i et forsøg på at få dem på stemmesedlen. Det skriver Politiken lørdag.

Politiken Research har spurgt 100 kendte danskere, om de er blevet forsøgt hvervet af et politisk parti. De 75 har svaret, og blandt dem er lidt under halvdelen, 33, blevet kontaktet af politiske partier med henblik på en opstilling. Samtlige har takket nej trods - i flere tilfælde - mange henvendelser.

En af de mest eftertragtede ansigter er socialrådgivernes tidligere formand, Bettina Post. Siden hun stoppede i 2012, har hun fået seks henvendelser fra fire forskellige politiske partier, fortæller hun til Politiken.

"Der har været en partiformand, hvor jeg sagde til vedkommende, at jeg jo slet ikke gik ind for den ideologi, som partiet står for", fortæller Bettina Post til Politiken.

Et borgerligt parti har i to omgange spurgt sognepræsten Sørine Gotfredsen.

"Jeg opfatter det helt klart som et taktisk træk, mere end et politisk træk", siger hun til Politiken.

En række andre kendte melder også åbent om hvervningsforsøg, mens hovedparten af de 33 betinger sig anonymitet.

Rundspørgen til de 100 kendte viser, at de fleste etablerede partier har været aktive i hvervningen, med undtagelse af Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som ingen af de adspurgte har fået henvendelser fra.

Ifølge samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet forsøger partierne at lukrere på den opmærksomhed og troværdighed i offentligheden, som et kendt ansigt tager med sig. I sidste ende for at vinde opbakning. Men der ligger også et "demokratisk problem" i tendensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.