Parterapeut: Nogle gange kan kærligheden ikke reddes
Mange par med problemer tror, at det handler om problemer med kærligheden til deres partner, men det handler altid på den ene eller anden måde om kærligheden til dem selv.
Ikke alle forhold kan reddes.
Ikke alle forhold kan reddes. Foto: SCANPIX arkiv


Af redaktionen, IN, Aller Media

Det kan være rigtig svært at mærke efter, hvordan vi egentlig har det og agere ud fra det – og det kan gå ud over de relationer, vi har til andre.

Det forklarer Katrine Axholm, der er parterapeut og klummeskribent for modemagasinet IN.

- Alt for mange er afhængige af, hvad andre synes om dem. De har brug for anerkendelse, respekt og kærlighed - udover hvad der er rimeligt at forlange af andre. De er sårbare overfor, hvad andre siger og gør, for at de kan føle sig elskede og værdifulde. De er deres egen hårdeste dommer, som slår hårdt ned på fejl og svaghed, siger hun og fortsætter:

- Derfor ender vi med at slide hinanden op i parforholdet. Vi kan ikke kende forskel på, hvad der er dig, og hvad der er mig. Vi er afhængige, usikre og bange for at blive forladt. Eller vi er så optaget af vores eget, at vi slet ikke formår at passe på "os". På forholdet.

Katrine Axholm fortæller her sin kærlighedshistorie, og hvorfor hun har valgt at blive sammen med sin mand

Når kærligheden dør

Og så forsvinder kærligheden og lysten til at være sammen og den dybe følelse af, man hører sammen. Og lysten til at gå i seng om aftenen og vågne op om morgenen sammen og dele både surt og sødt i livet er også væk.

Katrine Axholm skriver her om, når vi laver ballade i hinandens familier

- Det er sådan med følelser, at de ikke lader sig diktere. Man kan ikke stampe følelser op af jorden, som ikke findes. I terapi kan man undersøge, hvordan det er kommet hertil. Hvad dræbte kærligheden? Hvordan er vi gået så skævt af hinanden? Hvorfor passede vi ikke på "os"? Det kan der være flere grunde til, og ved at opdage dem, kan man begynde at gøre noget andet og bedre i sit forhold. Det betyder måske, at følelserne kommer igen hen ad vejen. Men man kan ikke vide det, siger Katrine Axholm og fortsætter:

- Om man vil arbejde for kærligheden eller ej - det er noget man skal beslutte sig for og derefter se, hvad der sker. Der er ingen garantier, og nogle gange skal man lytte til den lille stemme indeni, som godt ved, hvad der er det rigtige at gøre. Også selvom det rigtige betyder, at dem man holder af, bliver frygteligt kede af det. Det er kun dig, der kender sandheden om, hvad der er det rigtige for dig.

Parterapeuten: Er du stadig mor for din mand? Det skal du gøre ved det

Se også:

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.