Parlamentet i Kabul godkender 16 ministre
Efter lang strid har parlamentet i Kabul godkendt yderligere 16 ministre. Kun forsvarsministerposten mangler.
Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, har næsten en fuldtallig regering nu. Han mangler kun en forsvarsminister, efter at yderligere 16 ministre er godkendt af parlamentet.
Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, har næsten en fuldtallig regering nu. Han mangler kun en forsvarsminister, efter at yderligere 16 ministre er godkendt af parlamentet. Foto: Lynne O'Donnell/AP


Det afghanske parlament har lørdag godkendt 16 ministre, herunder fire kvinder, og dermed er præsident Ashraf Ghanis regering næsten klar - måneder efter, at han satte sig i præsidentembedet.

Regeringen består af 25 ministre, og 24 af dem er nu godkendt. Kun forsvarsministeriet mangler endnu en minister.

- Tillykke til nationen. Alle 16 ministerkandidater, som regeringen har introduceret, blev godkendt på lørdagens samling, siger formanden for parlamentets underhus, Abdul Rauf Ibrahimi.

Det har taget sin tid at finde de 24. Ghani blev præsident i september 2014.

Da 2014 blev til 2015, havde han kun fået godkendt otte ministre.

De øvrige blev afvist af parlamentet i slutningen af januar.

Nu er det så lykkes for præsidenten at få endnu 16 igennem parlamentets nåleøje. Blandt dem er de fire kvinder, som sidder i ministerierne for kvindeanliggender, arbejde, uddannelse og narkobekæmpelse.

Regeringen er det, der kaldes en national samlingsregering, som sammensættes af præsident Ghani og hans rival ved sidste års præsidentvalg, Abdullah Abdullah.

De to har indgået en aftale om at dele magten. En aftale, der blev set som et middel til at undgå en borgerkrig, skriver AFP.

Alligevel har det været svært at finde ministre, de begge kan enes om.

Der har offentligt været kritik af, at de ikke kan finde en forsvarsminister i et land, der plages af vold og militser.

Så sent som lørdag eksploderede en bombe ved en bank i byen Jalalabad og dræbte 33 mennesker. Taliban har erklæret, at den ikke har noget at gøre med bomben.

Bevægelsen Islamisk Stat siger, at den stod bag selvmordsangrebet.

For nylig blev 18 afghanske soldater dræbt af Taliban, der stormede en afsides liggende militærpost i bjergprovinsen Badakhshan. Nogle af soldaterne blev meldt halshugget.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.