Parken fik stort millionunderskud i første halvår
Parken havde underskud på driften i årets første seks måneder. Fitness.dk og transferudgifter trækker ned.
Der er grund til betænkelige miner i Parken, hvor FC Københavns cheftræner Ståle Solbakken må konstatere, at fodboldholdet i modsætning til tidligere år ikke kvalificerede sig til et europæisk gruppespil. Det koster på bundlinjen.
Der er grund til betænkelige miner i Parken, hvor FC Københavns cheftræner Ståle Solbakken må konstatere, at fodboldholdet i modsætning til tidligere år ikke kvalificerede sig til et europæisk gruppespil. Det koster på bundlinjen. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


Det lykkedes ikke for Parken - selskabet som står bag Lalandia, Fitness.dk og fodboldklubben FC København - at tjene penge i årets første seks måneder.

Tværtimod, for halvårsregnskabet, der blev offentliggjort mandag, viser et resultat før skat på minus 52,3 millioner før skat.

Det er 45 millioner kroner dårligere end i samme periode sidste år, og det skyldes først og fremmest, at selskabet har købt stort ind til spillertruppen.

Således ender transferregnskabet for 1. halvår med et minus på 22 millioner kroner, mens der sidste år var tale om et plus på næsten 10 millioner kroner.

Dertil kommer, at hverken Lalandia eller Fitness.dk har præsteret som forventet.

For Lalandias vedkommende skyldes det, at der har været en ombygning i gang i centret i Rødby, og det har kostet omsætning.

Alligevel lykkedes det at hive et overskud hjem på 9,8 millioner kroner før skat på den del af forretningen.

Hvad Fitness.dk angår, har selskabet været hårdt ramt af den øgede konkurrence på fitnessområdet.

Den har presset priserne nedad, og selv om der er åbnet flere nye centre, så er omsætningen en smule mindre end i samme periode sidste år.

Derfor ender fitness.dk med et underskud før skat på godt 12 millioner kroner.

Parken justerede for nogle uger siden forventningen til regnskabsåret i forbindelse med, at FC København ikke længere havde udsigt til at spille europæisk fodbold i efteråret.

Selskabet forventer af den grund et underskud for hele året på mellem minus 45 millioner kroner og minus 55 millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.