Parcelhusejere håber på nye ejendomsvurderinger
Fastfrysningen af grundskylden løser ikke det grundlæggende problem, siger parcelhusejernes formand.
Systemet for ejendomsvurderinger skal laves om, mener formanden for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskær.
Systemet for ejendomsvurderinger skal laves om, mener formanden for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskær. Foto: Colourbox/free


Det er godt nyt for parcelhusejerne, at der i finansloven er vedtaget en fastfrysning af grundskylden.

Men det kan hurtigt blive en hul sejr, hvis ikke der kommer et nyt system for ejendomsvurderinger, mener formanden for Parcelhusejernes Landsforening, Allan Malskær.

- Fastfrysningen er kun i et år, så man skal igennem samme mølle igen næste år. Jeg havde gerne set, at man fastfrøs grundskylden permanent, indtil der kommer et nyt system, siger han.

Ifølge Allan Malskær er det grundlæggende problem, at systemet for ejendomsvurderinger straffer boligejere i københavnsområdet urimeligt.

- Nogle steder kan du som lærerfamilie købe 240 kvadratmeter og stadig have råd til at rejse to gange om året, mens samme familie i København ikke har råd til bare at købe 70 kvadratmeter, siger han.

- Et lærerægtepar har de facto ikke råd til at bo i 20 kilometers afstand af København. Mens de, der bor i andre dele i landet, måske betaler 4000-5000 kroner i grundskat om året, betaler man 51.000 kroner om året på Frederiksberg.

I stedet burde systemet for vurderingerne ændres, så grundskylden ikke måles ud fra værdien af boligen, mener Allan Malskær.

- Jeg har hørt, at regeringen kommer med et udspil om ejendomsvurdering. Der håber jeg, at regeringen fjerner hele værdibegrebet. Så man laver en stykafgift i stedet for, siger han og tilføjer:

- Nogle ejendomme får ekstremt store ejendomsvurderinger, fordi der er en overefterspørgsel på grund af for få parcelhusgrunde. Det er urimeligt.

Derfor mener Allan Malskær, at den fastfrysning af grundskylden, som regeringen har vedtaget i finansloven sammen med De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, er en mellemregning på vejen mod et nyt system.

- Det er en indikation af, at partierne har en vilje til at gøre noget positivt. Man er villig til at tage skeen i den anden hånd, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.