Par stoppet i Jylland: "Vi kommer fra planeten Jorden"
Et udenlandsk par, der blev stoppet på sammenflikket motorcykel, giver politiet grå hår i hovedet.
En mand og en kvinde fra planeten Jorden blev mandag standset af politiet på motorvejen ved Kolding. Da de blev anholdt, protesterede de og kaldte det en kidnapning.
En mand og en kvinde fra planeten Jorden blev mandag standset af politiet på motorvejen ved Kolding. Da de blev anholdt, protesterede de og kaldte det en kidnapning. Foto: /Free


- Vi kommer fra planeten Jorden.

Sådan lød beskeden fra et par på en motorcykel, der mandag blev stoppet på motorvejen ved Kolding.

Motorcyklen havde vakt en vis opsigt med sin hjemmelavede nummerplade, der fik en borger til at ringe til politiet.

- Nummerpladen var sat fast med tape og var sådan et "hunde ingen adgang"-skilt, fortæller vagtchef Svend Pedersen fra Sydøstjyllands Politi.

Heller ikke motorcyklen selv levede op til en standard, der normalt kræves på de danske veje.

- Den var flikket sammen af dele fra flere forskellige motorcykler, og stelnummeret var slebet væk, forklarer vagtchefen.

Parret ville ikke være mere detaljeret med hensyn til, hvor de kom fra, og samtalen med politiet foregik på gebrokkent engelsk.

- Men vi har en mistanke om, at de kommer fra Norge. Vi har undersøgt deres telefon, og den har et norsk nummer. Men der kan selvfølgelig være tale om et taletidskort, siger Svend Pedersen.

Ifølge vagtchefen sker det indimellem, at påvirkede personer svarer lidt underligt og ikke vil sige, hvem de er. Intet tyder dog på, at parret på motorcyklen var påvirket af noget.

- I den slags situationer plejer folk at komme til fornuft efter nogle timer, men de holder fast. De er ikke rabiate, men meget fredelige, fastslår han.

Alligevel var de ikke helt tilfredse, da de fik at vide, at de var anholdt.

- Det er jo kidnapning, sagde de ifølge vagtchefen.

Foreløbig er de anholdt på udlændingeloven. Det giver politiet tre døgn til at finde ud af, hvem de er, og hvor de kommer fra.

- Og lykkes det ikke, så må vi jo stille dem for den dommer, siger Svend Pedersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.