Papfar sigtet for drabsforsøg på treårig i Hjørring
En treårig dreng blev søndag aften indlagt på sygehus med læsioner i ansigtet og mærker på halsen efter vold.


En 45-årig mand fra Hjørring er mandag i Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet for at have begået vold mod sin papsøn, der kun er tre år.

Nordjyllands Politi anholdt manden søndag aften. Han er sigtet for drabsforsøg eller mindst for at have udsat drengen for grov vold, oplyser anklager Peter Rask fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

- Vi har sigtet ham for det værst tænkelige, fordi lægerne har oplyst, at drengen kan have været i livsfare, siger Peter Rask.

Den treårige har læsioner i ansigtet og kraftige blodunderløbne mærker på halsen. Han er indlagt på sygehuset. Peter Rask oplyser, at han efter omstændighederne har det godt og er uden for livsfare.

Overfaldet skete angiveligt, mens den 45-årige var alene hjemme med drengen i familiens hjem i Hjørring. Det var drengens mor, der ved 17-tiden ringede til politiet og fortalte, at manden havde slået hendes lille søn.

Politiet har fundet blod på vægge og gulv i hjemmet, oplyser anklageren.

Efter voldsepisoden forlod manden stedet, men blev efter et par timer anholdt uden dramatik lige i nærheden.

Anklager Peter Rask oplyser efter grundlovsforhøret, at den 45-årige mand nægter sig skyldig.

Han ønskede ikke at udtale sig. Derfor måtte retten nøjes med en forklaring, som han har afgivet til politiet, men som offentligheden ikke kan få indblik i, fordi retten har nedlagt referatforbud.

- Han var i det hele taget ikke særlig meddelsom, siger Peter Rask.

Efter grundlovsforhøret valgte dommeren at varetægtsfængsle den 45-årige i fire uger. Den tid har politiet nu til at få styr på, hvad det er, der foregik i hjemmet.

Manden kærede ikke dommerens kendelse om varetægtsfængsling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.