Pape til Løkke: Der skal flere penge til boligejerne i 2025-plan
Hvis ikke regeringen finder flere milliarder til boligejerne i 2025-planen, stemmer De Konservative ikke for.
Regeringen 2025-plan skal indeholde flere milliarder til boligejerne, hvis De Konservative skal lægge stemmer til. Det siger Søren Pape Poulsen (K) til Berlingske.
Regeringen 2025-plan skal indeholde flere milliarder til boligejerne, hvis De Konservative skal lægge stemmer til. Det siger Søren Pape Poulsen (K) til Berlingske. Foto: Claus Bech/Scanpix


De Konservative lægger ikke mandater til en samlet 2025-aftale med regeringen, medmindre der kommer flere penge til boligejerne. Det siger partiets leder, Søren Pape Poulsen, til Berlingske fredag.

- Det ligger fuldstændig fast, hvis man skal have vores mandater med bag en aftale, siger han til avisen.

Regeringen havde ellers i sit udspil til en 2025-plan lagt 24 milliarder kroner til side til "tryghed for boligejerne".

Men den konservative formands utilfredshed skyldes blandt andet én bestemt tabel i 2025-planen. Tabellen viser både, hvordan regeringen vil fordele sin pulje til boligejerne, samt hvor meget boligejernes rentefradrag står til at blive beskåret.

I de første år er beløbene fra boligpuljen større end forringelsen fra det lavere rentefradrag. År for år bevæger de to kurver sig dog tættere på hinanden. Og i år 2024 krydser de hinanden.

I det sidste år af planen - år 2025 - koster det lavere rentefradrag boligejerne fire milliarder kroner, mens puljen til tryghed for boligejerne udløser 2,4 milliarder kroner.

Til Berlingske siger Søren Pape Poulsen, at han umiddelbart var optimist, da han så 2025-planen.

- Men nu kan vi se, at der er sat alt for få penge af. At planen ser ud til at stille boligejerne dårligere. Og at de derfor går en tid i møde, hvor der fortsat og i større grad ligger en bombe og tikker under dem, siger han til avisen.

Den konservative leder udtrykker over Berlingske også utilfredshed med, at regeringen ikke som lovet i valgkampen har sat penge af til at forlænge skattestoppet på ejendomsværdiskatten.

Grundskylden står ifølge Berlingske også stadig til at kunne stige med op til syv procent om året, og det nye system til vurdering af danskernes boliger ventes at føre til markant højere vurderinger for boligejere særligt i og omkring de større byer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.