Pape slår fast: Vi kommer ikke i regering
Den kommende borgerlige regering bliver uden De Konservative, siger partiets formand, Søren Pape Poulsen.
- Vi ser ikke os selv i regering. Nu er det efterhånden tid til, at Venstre og hvem det er, får mulighed og ro til at arbejde med at lave et regeringsgrundlag, og så drøfter vi gerne politik med dem, siger Søren Pape.
- Vi ser ikke os selv i regering. Nu er det efterhånden tid til, at Venstre og hvem det er, får mulighed og ro til at arbejde med at lave et regeringsgrundlag, og så drøfter vi gerne politik med dem, siger Søren Pape. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


De Konservatives seks mandater kommer ikke til at spille en rolle i en ny regering, men vil være en samarbejdspartner, når den borgerlige regering anført af Venstre er på plads.

Det siger De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen,

- Vi ser ikke os selv i regering. Nu er det efterhånden tid til, at Venstre og hvem det er, får mulighed og ro til at arbejde med at lave et regeringsgrundlag, og så drøfter vi gerne politik med dem.

- Vi skal ikke i regering, og det kommer vi ikke til, men derfor bliver vi en troværdig samarbejdspartner alligevel, siger Søren Pape Poulsen, som torsdag sammen med DF og LA er inviteret til frokost af Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen.

Pape vil ikke kommentere, hvad der helt nøjagtigt holder De Konservative ude af en borgerlig regering.

- Jeg kan af gode grunde ikke sige det, for det vil mildest talt være dårlig stil at udlægge, hvad vi taler om inde bag døren.

- Jeg vil bare sige, at enhver ved, hvor De Konservative står på nogle helt bestemte punkter, når det gælder grundskyld, topskat, erhvervslivets forhold og politi, og der vil vi gå meget langt.

- Vi må også erkende, og her står jeg ved mit ord, at hvis vi skulle i regering, så skulle vi gå frem ved valget. Og jeg har kigget på resultatet mange gange, og jeg kan ikke vende det til fremgang, siger han.

Ved valget i sidste uge blev De Konservative det mindste parti i Folketinget med blot seks mandater. Det var en tilbagegang på to mandater.

Pape understreger, at partiet vil arbejde for sine mandater.

- Der, hvor vi gerne vil hen, det er nok ikke der, hvor vi kommer hen. Det er noget, vi skal kæmpe for fra finanslov til finanslov op fra forlig til forlig.

- Vi begynder med nogle forhandlinger om politiet her til efteråret, og der kan jeg bare sige, at vi vil være meget aktive, fordi vi synes, at hvis noget trænger til en saltvandsindsprøjtning i Danmark, så er det vores politi, siger Pape.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.