Pape: Gør det lettere for udlændinge at arbejde her
Konservative vil sænke lønkravet til udenlandsk arbejdskraft. Er nødvendigt for velfærden, mener formand.
For at tiltrække arbejdskraft ønsker Konservative at sænke lønkravet for udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, fra de nuværende 375.000 kroner om året til 315.000 kroner.
For at tiltrække arbejdskraft ønsker Konservative at sænke lønkravet for udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, fra de nuværende 375.000 kroner om året til 315.000 kroner. Scanpix, arkiv: Steffen Ortmann


Hvis Danmark ikke tiltrækker mere udenlandsk arbejdskraft i fremtiden, er det danske velfærdssystem i fare.

Det mener De Konservative, som fredag har løftet sløret for et politisk oplæg på asyl- og udlændingeområdet.

- Vi kommer til at stå i en situation, hvor virksomhederne ikke kan få arbejdskraft, forudser partiformand Søren Pape Poulsen over for Ritzau.

- Der bliver flere og flere ældre, og ungdomsårgangene bliver mindre. Derfor er vi nødt til at sikre, at man kan få arbejdskraft. Det handler om, at vi fortsat skal have et velfærdssamfund i Danmark, argumenterer han.

For at tiltrække arbejdskraften ønsker Konservative at sænke lønkravet for udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, fra de nuværende 375.000 kroner om året til 315.000 kroner.

- Det vil betyde, at mange virksomheder, der har brug for den type arbejdskraft, har råd til det, påpeger Søren Pape Poulsen, der sammen med partifællerne har fastsat grænsen ud fra startlønnen for en nyuddannet bachelor i Danmark.

Med ønsket om at sænke grænsen går Konservative i en anden retning end den tidligere regeringspartner Venstre, som ønsker at hæve grænsen til 400.000 kroner.

Til gengæld vil Venstre indføre en anden grænse på blot 215.000 kroner for en række udvalgte lande, men den idé forstår Søren Pape Poulsen ikke.

- Jeg har bare rigtig svært ved at argumentere for, at der kan være forskel på, om arbejdskraften kommer fra Brasilien, Argentina eller Indien, siger han med henvisning til, at kun det midterste af de tre lande er blandt Venstres udvalgte.

- Vi tror ikke på, at dem, der laver ballade i ghettoerne, er folk med job til 315.000 kroner om året, konstaterer Søren Pape Poulsen.

Han vil dog ikke på forhånd afvise, at Konservative kan komme til at skulle acceptere Venstres forslag i en eventuel regeringsforhandling efter det kommende valg.

- Det må vi diskutere, vi har ingen ultimative krav. For os er det her bare en del af oplægget, og vi synes sådan set, at integrationen er den største udfordring, vi har i Danmark i øjeblikket, siger Søren Pape Poulsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.