Pape: Europol-aftale skal hurtigt på plads
K er klar til at diskutere EU-politik med både ja- og nej-partierne. Dog skal Europol-aftale på plads først.
Søren Pape (K) holder døren åben for at diskutere EU-politik i fremtiden - også med nej-partierne. Til gengæld mener han, at Europol-diskussionen står først for. Så må den generelle snak komme i anden række.
Søren Pape (K) holder døren åben for at diskutere EU-politik i fremtiden - også med nej-partierne. Til gengæld mener han, at Europol-diskussionen står først for. Så må den generelle snak komme i anden række. Foto: PHILIP DAVALI/POLFOTO


De Konservative er det sidste parti, der skal have en snak med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om, hvordan Danmarks fremtid i Europol-samarbejdet skal se ud.

Og deres budskab er klart, inden de besøger statsministeriet tirsdag: Regeringen får travlt, hvis man skal nå at få en parallelaftale på plads, inden samarbejdet bliver overstatsligt i sommeren 2017. Det fastslår partiets formand Søren Pape Poulsen.

- Vi har travlt, for vi skal have en aftale på plads. Det fokuserer vi stærkt på, siger han.

Søren Pape er ikke i tvivl om, at der hurtigst muligt skal findes en løsning på, hvordan dansk politi kan fortsætte i Europol.

Men selvom Europol ligger øverst på prioriteringslisten, så er den konservative formand åben over for at debattere Danmarks fremtidige EU-politik.

- Lige nu handler det om at redde Europol-samarbejdet, men så kan det give rigtig god mening at diskutere Europa-politikken på et senere tidspunkt, siger Pape.

Han understreger, at det skal respekteres, at vælgerne har takket nej til de 22 retsakter til Folkeafstemningen. Derfor skal det også være muligt for ja- og nejpartierne at diskutere, hvordan Danmarks fremtid i EU ser ud.

- Når vi har fået klaret det presserende, så giver det god mening at tage en bred diskussion af vores Europa-politik. Så må man sætte sig ned og diskutere det fordomsfrit, siger Søren Pape.

Ifølge Søren Pape bør det være muligt for partierne at samarbejde på EU-politiske områder. Også på trods af man har anbefalet forskellige svar til Folkeafstemningen om retsforbeholdet.

- Vi var fire borgerlige partier, der stod sammen om, at EU ikke skal udvikle sig til en social union. Vi synes ikke, at man skal rejse hertil og tage børnepenge med hjem til Rumænien.

- Derfor synes jeg, det ville være mærkeligt, hvis vi så diskuterer Europa-politik og pludselig siger, at vi ikke vil tale med to af partierne, fordi de har anbefalet et nej. Der bør være åbenhed til at diskutere det, men det er vigtigt mig at sige, at det ikke er nu, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.