Pape: Christianitter må sætte sig op mod kriminelle
De Konservative vil sætte hårdere ind med overvågning og politi. Men christianitter må også tage ansvar.
De Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, vil sætte ind med mere politi og overvågning på Christiania. Men christianitterne må selv på banen, mener Pape.
De Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, vil sætte ind med mere politi og overvågning på Christiania. Men christianitterne må selv på banen, mener Pape. Foto: Claus Bech/Scanpix


En mobil politistation på Christiania. Videoovervågning af Pusher Street. Og et forbud mod at bære masker.

Sådan lyder tre forslag fra De Konservative, som partiets formand Søren Pape Poulsen torsdag har præsenteret for justitsminister Søren Pind (V).

Samtidig ønsker De Konservative at få genåbne det såkaldte Christiania-forlig, der skal "normalisere" fristaden.

Udmeldingen kommer, efter at en betjent er alvorligt såret under et skyderi mod to betjente og en civil onsdag nat på Christiania:

- Det er desværre en bekræftelse af, at lov og orden ikke hersker på Christiania. Der er et sted i København, hvor man kan gøre, hvad der passer en, og det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger Søren Pape Poulsen.

Han mener dog også, at christianitterne bære et ansvar for at få gjort op med udviklingen.

- Christianitterne har så travlt med at sige, at de selv vil bestemme, og de er et særligt sted. En fristad. Så må de også tage hånd om problemet. Så må de få lukket Pusher Street. Så må de sige til rockerne, og de kriminelle, at vi ikke vil have jer her, siger Søren Pape Poulsen.

Spørgsmål: Der er tale om nogle af de hårdest kriminelle i Danmark. Er det ikke for farligt for almindelige borgere at sætte sig op i mod dem?

- Men hvorfor er det kommet dertil? Hvad skal vi så bruge alt deres snak på Christiania, om at de er en fristad, til? At de er noget helt særligt og kan noget specielt?

- Det eneste, de kan, er kriminalitet. Det er så ærgerligt, at man har åbnet op for det. Christianitterne må begynde at udtale sig om det her og klart og tydeligt tage afstand.

- Og så må de acceptere, at hvis de vil være en del af samfundet og have del i alle goderne, så er der noget, der hedder lov og orden. Også på Christiania.

Spørgsmål: Men de risikerer vel at udsætte sig for vold eller repressalier af anden art, hvis de gør det?

- Jeg forventer ikke, at de skal stille sig op og bekæmpe en rocker. Det skal politiet tage sig af. Men vi har ikke set en særlig stærk aktivitet fra christianitternes side i at tage afstand fra Pusher Street og bekæmpe det.

- Det er et evigt forsvar. Hver gang politiet er der, kommer der unge tilløbende og kaster med glas og flasker, og jeg ved ikke hvad. Der er en mentalitet derude, som der helt tydeligvis er noget i vejen med, siger Søren Pape Poulsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.