Panorama-direktør om Helle Thorning: Pinligt
Direktøren for den nu landskendte virksomhed Panorama skælder ud på statsministeren.
Direktør for servicevirksomheden Panorama, Morten Broager, er utilfreds med den måde statsministeren har brugt hans firmanavn på.
Direktør for servicevirksomheden Panorama, Morten Broager, er utilfreds med den måde statsministeren har brugt hans firmanavn på. Foto: Uffe Weng, Scanpix


Det er både pinligt og krænkende, at landets statsminister håner en virksomhedsleder, der blot har peget på et problem i samfundet. Det siger Morten Broager, direktør i servicevirksomheden Panorama, til Jyllands-Posten.

- Samfundsmæssigt er det da et problem, at en statsminister bare hånende affærdiger et problem, som jeg har oplevet som noget helt konkret og reelt. Jeg har hørt fra flere andre virksomhedsejere efter det, jeg har været ude for, som siger, at de nu vil holde sig tilbage med, at stå frem og fortælle om deres problemer med at få arbejdskraft, siger Morten Broager til Jyllands-Posten.

Der er gået Panorama i den

Direktøren stillede sig frem og fortalte, at en af hans medarbejdere havde sagt op, fordi han ikke mente, det kunne betale sig for ham at arbejde, frem for at modtage kontanthjælp. Den konkrete medarbejder er dog ikke selv stået frem.

Helle Thorning-Schmidt brugte eksempelvis virksomhedens navn, da hun afviste beregninger fra Venstre under en live-debat med Lars Løkke Rasmussen med ordene:

- Det er lodret forkert. Der er gået Panorama i den, og det er ikke første gang, Venstre bruger meget tvivlsomme tal.

Morten Broager siger til Jyllands-Posten, at han havde overvejet, at rejse en sag om ærekrænkelse mod statsministeren, men i samråd med sin advokat har droppet det igen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.