Flyet, der styrtede ned i Colombia mandag aften lokal tid, var løbet tør for brændstof og havde store problemer med strømmen i cockpittet.
Det fremgår af en lydoptagelse af kommunikationen mellem piloten og kontroltårnet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Frue, Lamia 2933 har et totalt driftssvigt. Totalt elektrisk sammenbrud, uden brændstof, siger Miguel Quiroga, der var pilot på flyet, minutter før styrtet.
Lydoptagelsen er blevet afspillet i flere colombianske medier, men er endnu ikke blevet verificeret af myndighederne i landet.
- Vi har en akut mangel på brændstof, tilføjer piloten, før han beder om tilladelse til at lande i lufthavnen i Medellin.
Meldingerne fra den panikslagne pilot stemmer overens med beretninger fra en pilot, der befandt sig på et andet fly i nærheden.
Kort før styrtet overhørte han piloten på Lamia 2933 bede om hjælp til at nå frem til landingsbanen.
- Mayday, mayday. Hjælp os med at nå frem til landingsbanen. Hjælp, hjælp, siger piloten ifølge Reuters i en lydoptagelse, kort før lyden bliver afbrudt.
71 mennesker mistede livet i styrtet.
Flyet styrtede ned i et bjergområde ikke langt fra byen Medellin. Ud over tre fodboldspillere fra det brasilianske fodboldhold Chapecoense Real overlevede en journalist og to besætningsmedlemmer.
Erwin Tumiri, der var et af besætningsmedlemmerne, oplyser, at han kun overlevede ved at følge sikkerhedsprocedurerne, mens andre gik i panik.
- Mange passagerer rejste sig fra deres sæder og begyndte at råbe, siger han til Radio Caracol ifølge Reuters.
- Jeg stillede tasken mellem mine ben og satte mig i fosterstilling, som det anbefales, tilføjer han.
Ximena Suarez, der var stewardesse på flyet, siger, at lyset på flyet gik ud, mindre end et minut før styrtet.
/ritzau/