Panama: Fire babyer født med små kranier efter zika-udbrud
Sundhedsmyndigheder i Panama oplyser, at zika er sat i forbindelse med fire tilfælde af mikrokefali i landet.
I Panama er fire babyer født med små kranier, efter deres mødre blev smittet med zika-virus, mens de var gravide. Her er det Panama City. Arkivfoto.
I Panama er fire babyer født med små kranier, efter deres mødre blev smittet med zika-virus, mens de var gravide. Her er det Panama City. Arkivfoto. Foto: Free/Free


Fire babyer i Panama er blevet født med unormalt små kranier og diagnosen mikrokefali, efter at deres mødre blev smittet med zika i løbet af deres graviditet.

Det oplyser Panamas sundhedsmyndigheder onsdag.

I alt er der registreret 264 zikasmittede i landet. 14 af dem var gravide kvinder.

Det er dog ikke alle spædbørnene, der er født med den alvorlige sygdom mikrokefali, hvor fostre fødes med små kranier og risikerer at udvikle hjerneskader.

Seks babyer er i Panama blevet født med misdannelser, heriblandt har fire af dem fået diagnosen mikrokefali, meddeler myndighederne.

Sundhedsmyndighederne har længe været bekymret for en mulig stigning i antallet af babyer født med den sjældne sygdom, efter at zikavirusset hastigt har spredt sig i særligt Brasilien og siden i resten af Latinamerika.

I Brasilien har myndighederne registreret omkring 1200 tilfælde af zikarelateret mikrokefali hos spædbørn.

Zikavirus spredes primært af myggearten aedes, som er udbredt på store dele af kloden.

Smitte med zikavirus giver symptomer som feber, røde øjne og hovedpine, men omkring 80 procent af de smittede får ingen symptomer.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er forskere sikre på, at der er en forbindelse mellem zikavirus og babyer født med for lille hovedudvikling og andre skader på centralnervesystemet.

Panamas sundhedsminister, Francisco Terrientes, siger, at landet "er opmærksom på den hastige spredning af zikavirus" og opfordrer alle indbyggere til at tage forebyggende skridt såsom at beskytte sig mod myggestik.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.