Paltrow afslører: Her er mine sundhedstips
Skuespillerinden Gwyneth Paltrow dyrker masser af motion, griner og spiser sundt for at holde kroppen sprød som 42-årig og mor til to.
Opskriften på Gwyneth Paltrows krop er motion, grin og at være sig selv, afslører den 42-årige skuespillerinde.
Opskriften på Gwyneth Paltrows krop er motion, grin og at være sig selv, afslører den 42-årige skuespillerinde. Foto: Richard Shotwell/RICHARD SHOTWELL/INVISION/AP


Selv om hun er i starten af 40'erne og har født to børn, føler skuespillerinden Gwyneth Paltrow sig mere skarp, smækker og sprød end nogensinde før.

Derfor afslører hun i den kommende udgave af motionsmagasinet Women's Health, hvordan hun holder sin 42-årige krop så toptrimmet.

- Min madfilosofi er, at intet skal udelukkes. Jeg tror ikke på, at man skal forbyde noget mad, siger den Oscar-vindende skuespillerinde og joker:

- Hvis mine børn vil have en Shirley Temple-drink med et radioaktivt kirsebær i, så kan de bare gøre det, lyder det fra Paltrow, der har 11-årige Apple og niårige Moses med eksmanden Chris Martin fra Coldplay.

Den 42-årige skuespillerinde har helt faste rutiner for at opretholde sin sundhed, og derfor starter hun sine morgener med en stærk kop nærmest livsnødvendig mokka, røber hun.

- Mig uden kaffe er ikke godt. Derefter får jeg en smoothie efter træning, og til frokost får jeg normalt en stor salat med grillet kylling, siger skuespillerinden og fortsætter dagsdiæten:

- De fleste aftener spiser jeg med børnene, og vi får stegt kylling, broccoli, pasta eller kartofler, forklarer den Golden Globe- og Emmy-vindende "Iron Man"-stjerne, der nyder at få pulsen op.

- Jeg tror på, at man skal dyrke motion, sex, grine og bare være sig selv, lyder rådene fra Paltrow, der i dag danner par med produceren Brad Falchuk efter sidste år skilsmisse fra Chris Martin efter 12-års ægteskab.

- Jeg danser og dyrker konditionstræning en time hver morgen inden arbejde, og jeg har det bedre i en badedragt nu end for 20 år siden, siger Paltrow, der ved siden af skuespillerjobbet også har den til tider udskældte sundhedsside goop.com.

- Den er ikke hippieagtig. Goop er blevet et synonym for detox, fordi vi er interesseret i forskellige måder at være sund på. Den beskæftiger sig bare med virkeligheden, fordi vi lever i en ekstrem forurenet verden, mener Paltrow, der i øjeblikket ikke har nye film på plakaten.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.