Palermo havner i ny trænerfarce
Det sicilianske galehus i Palermo skal sætte navn på den fjerde træner i denne sæson.
Giuseppe Iachini blev fyret i Palermo, men nævnes nu som bud på en afløser for den senest afgående træner i den italienske svingdørsklub.
Giuseppe Iachini blev fyret i Palermo, men nævnes nu som bud på en afløser for den senest afgående træner i den italienske svingdørsklub. Foto: Alessandro Fucarini/AP


Palermo skal have ny træner. Igen. For en gangs skyld er årsagen dog ikke den fyringsglade klubejer Maurizio Zamparini, men en eklatant fodfejl i ansættelsen.

Den afgående træner, Guillermo Barros Schelotto, har nemlig ikke de nødvendige trænerpapirer.

Det har Uefa erklæret, og onsdag måtte den argentinske tidligere spiller trække sig fra posten.

Guillermo Barros Schelotto afløste i januar den fyrede Davide Ballardini.

Ballardini havde to måneder forinden afløst den fyrede Giuseppe Iachini.

Iachini var Zamparinis 29. trænerfyring, men han nævnes alligevel som et bud på Schelottos afløser.

Giuseppe Iachini var en populær mand blandt spillerne, som var utilfredse med klubpræsidentens beslutning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.