Pakkepost fra Tyskland kom med amfetamin og hash
Ung københavner får ni år for narko. Men anklage om 77 kilo amfetamin er ikke bevist, siger domsmandsret.
Næsten otte kilo amfetamin lå der i en pakke fra DHL, som 23-årig mand tog imod i København sidste år. Nu er han idømt fængsel i ni år af Retten på Frederiksberg.
Næsten otte kilo amfetamin lå der i en pakke fra DHL, som 23-årig mand tog imod i København sidste år. Nu er han idømt fængsel i ni år af Retten på Frederiksberg. Foto: GRAVERSEN THOMAS/free


En serie postpakker fra Tyskland til København indeholdt euforiserende stoffer, fastslår retten i en stor narkosag onsdag formiddag.

Fængsel i ni år lyder dommen til en 23-årig mand, der i sin lejlighed i Københavns nordvestkvarter i november sidste år tog imod den sidste pakke i rækken.

Den indeholdt næsten otte kilo amfetamin, havde politiets kontrol vist. Det var da også en betjent forklædt som DHL-bud, der afleverede forsendelsen.

Den unge mand risikerede ellers en betydeligt hårdere straf.

Politiet har nemlig beviser for, at han og en makker modtog i alt 23 pakker fra Tyskland i løbet af et halvt år.

Og anklagen lød på, at mændene havde modtaget i alt 85 kilo amfetamin, hvilket ifølge anklageren burde udløse en straf på fængsel i 16 år.

Den kortklippede 23-årige smilede til familie og bekendte på tilhørerrækkerne og gjorde V-tegn, før han hørte dommer Dorte Nørby læse resultatet op.

Kort efter fængslingen skrev han et brev til sine pårørende og undskyldte:

- Det er desværre ikke en fejl. Jeg blev taget med fingrene i kagedåsen. Jeg har levet lidt usædvanligt.

Han var arbejdsløs i perioden, da indsmuglingerne fandt sted. En del af pakkerne indeholdt bare sko og tøj, har han påstået.

Under efterforskningen har politiet bevist, at der var tale om samme afsender, selv om der blev angivet forskellige navne.

Den 23-årig og kammeraten, der er sindssyg, har erkendt, at de indsmuglede noget hash, men har afvist, at der var amfetamin i de foregående mange forsendelser.

Det vil sige, at de tiltalte er frifundet for indførsel af 77 kilo amfetamin.

Til gengæld har domsmandsretten fundet det bevist, at der i hvert fald var 50 kilo hash.

Straffen er som nævnt ni år. I udmålingen er der taget hensyn til, at den 23-årige formentlig havde en underordnet rolle i forhold til den 26-årige makker.

Sidstnævnte er blevet dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling, hvor opholdet højst kan vare i fem år.

Begge overvejer nu, om de vil anke dommen til landsretten. Retten har besluttet at udstrække forbuddet mod at nævne deres navne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.