Pakistansk militær dræber 32 militante
Adskillige oprørere blev dræbt, da sikkerhedsstyrker gik til angreb i et bjergpas nær grænsen til Afghanistan.
Det er ingen oplysninger om, at bagholdsangrebet skal have forbindelse til tirsdagens terrorangreb i Peshawar, hvor 148 mennesker blev dræbt.
Det er ingen oplysninger om, at bagholdsangrebet skal have forbindelse til tirsdagens terrorangreb i Peshawar, hvor 148 mennesker blev dræbt. Foto: QAZI TARIQ/AP


Tre dage efter et brutalt terrorangreb på en skole i Pakistan har landets militær dræbt 32 militante i et uroplaget område nær den afghanske grænse.

Militæret oplyser, at oprørerne blev dræbt af sikkerhedsstyrker i et bagholdsangreb i området Khyber, der er et af de vigtigste bjergpas på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan.

Her har Pakistans Taliban og andre militante søgt tilflugt fra den pakistanske hær.

- Rapporter sagde, at en gruppe terrorister var på vej mod grænsen. Sikkerhedsstyrker angreb gruppen, og 32 terrorister blev dræbt i ildkampen, hedder det i erklæringen.

Tre pakistanske soldater meldes sårede ved angrebet.

Det er ingen oplysninger om, at bagholdsangrebet skal have forbindelse til tirsdagens terrorangreb i Peshawar, hvor 148 mennesker blev dræbt. Langt de fleste var elever.

Pakistan indledte onsdag tre dages landesorg efter det dødeligste terrorangreb nogensinde i landet.

Gruppen af militante islamister fra Pakistans Taliban stormede den militær-drevne skole i den nordvestpakistanske by Peshawar. Her gik de systematisk fra rum til rum og brugte adskillige timer på at dræbe de mange børn.

Som konsekvens af angrebet har Pakistan genindført dødsstraffen i terrorsager.

Pakistans Taliban er ikke samme organisation som Taliban i Afghanistan, selv om grupperne har et vist samarbejde. Begge gruppers mål er at vælte regeringerne i deres respektive lande og indføre islamiske stater.

Pakistan Taliban har sagt, at angrebet på skolen i Peshawar er hævn for deres dræbte krigere og deres familier i det nordvestlige Pakistan. Gruppen varslede samtidig, at der ville komme flere lignende angreb.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.