Pakistans hedebølge dræbte de hjemløse
Hedebølgen i Pakistan kostede over 1200 mennesker livet i byen Karachi. De fleste havde deres hjem på gaden.
Alene i byen Karachi, den største by i Sindh og i Pakistan med 20 millioner indbyggere, er der rapporteret om over 1200 dødsfald efter den usædvanlige varme.
Alene i byen Karachi, den største by i Sindh og i Pakistan med 20 millioner indbyggere, er der rapporteret om over 1200 dødsfald efter den usædvanlige varme. Foto: Shakil Adil/AP


Næsten to tredjedele af dødsofrene fra sidste uges hedebølge i det sydlige Pakistan var hjemløse mennesker.

Det siger Jam Mehtab Dahar, som er sundhedsminister i den sydlige provins Sindh.

Alene i byen Karachi, den største by i Sindh og i Pakistan med 20 millioner indbyggere, er der rapporteret om over 1200 dødsfald efter den usædvanlige varme, der faldt sammen med starten på den hellige muslimske fastemåned ramadan.

I denne måned må muslimer - Pakistan er et muslimsk land - ikke spise eller drikke i dagtimerne.

- Omkring 60 til 65 procent af ofrene for hedeslag var tiggere eller heroinafhængige gademennesker, siger den regionale sundhedsminister.

Zafar Ejaz, en højtstående embedsmand i sundhedsvæsnet i Karachi, siger, at dødstallet i byen i forbindelse med hedebølgen er på 1229 døde på alle byens hospitaler.

Hedebølgen kulminerede med 45 graders celsius i weekenden 20.-21. juni, hvorpå temperaturen dalede til et sted midt i 30'erne i sidste uge.

Det skete, da den sædvanlige kølige brise vendte tilbage til Karachi.

Ud over de mange døde hjemløse er der også mange ældre kvinder blandt de døde, siger sundhedsminister Dahar.

Han mener, at strømsvigt kan have spillet ind, da det har været umuligt at få gang i ventilation uden strøm.

- Kvinderne har været derhjemme og er ikke blevet udsat for heden direkte som de hjemløse, siger Dahar.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.