Flyselskabet Jet Blue er røget ud i en shitstorm, efter en af deres ansatte amme-skammede en ung mor. Det skriver ABC News.
Molly Guy, som er ejer af en stor kæde af brudekjolebutikker, skulle flyve fra New York til Californien - en tur på seks timer. Undervejs var den nybagte mor nødt til at pumpe ud, og for ikke at genere sine medpassagerer for meget, spurgte hun en ansat, om hun måtte sætte sig ned bagest i flyet, hvor flypersonalet holdt til.
Det fik hun nej til.
I stedet blev hun bedt om at gå ud på flyets toilet og ordne sagerne - angiveligt med forklaringen, at de andre passagerer ikke skulle føle sig ukomfortable. Også selvom ingen passagerer gav udtryk for, at det ville genere dem, fortæller Molly Guy til ABC News.
En kvart liter på hug
Molly Guy gjorde, som hun fik besked på, og pumpede med besvær ud på det lille flytoilet - men fandt det så utilfredsstillende, at hun brokkede sig ud på det sociale medie Instagram:
- Skriver dette fra et Jet Blue fly, hvor jeg har fået forbud mod at sætte mig ned bag i flyet og pumpe ud, af hensyn til de andre passagerers "komfort". Av. Seks timer fra New York til Oakland. Har du nogen sinde prøvet at presse en kvart liter brystmælk ud med håndkraft, mens du sidder på hug på flytoilettet med en lang kø af passagerer uden for døren?
Eftersom Molly Guy har omkring 100.000 følgere på Instagram, gik opslaget lynhurtigt viralt, og flere truede med at boykotte flyselskabet.
Jet Blue har siden undskyldt og forklaret, at de faktisk har en politik om, at mødre gerne må amme deres spædbørn i kabinen - og at den ansatte dermed gik imod firmaets politik, da han bad Molly Guy om at pakke sig væk på det lille flytoilet.