Pædofili-tiltalt ærkebiskop er indlagt før retssag
Den tidligere ærkebiskop Josef Wesolowski, der lørdag skulle for retten for pædofili, er blevet indlagt.
Vatikanet indleder straffesag mod ærkebiskop Josef Wesolowski, der er tiltalt for pædofili.
Vatikanet indleder straffesag mod ærkebiskop Josef Wesolowski, der er tiltalt for pædofili. Foto: AL LM AP/AP


Få timer før han skulle stilles for retten, tiltalt for pædofili, er den tidligere katolske ærkebiskop Josef Wesolowski blevet indlagt på sygehus.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters klagede den 66-årige Wesolowski fredag aften over, at han følte sig dårlig og blev indlagt på intensivafdelingen på et italiensk sygehus. Der er ikke kommet yderligere oplysninger om hans tilstand, eller hvad han fejler.

Trods den tidligere ærkebiskops sygdom og indlæggelse blev retten sat lørdag formiddag. Her blev anklageskriftets fem tiltalepunkter læst op, hvorefter sagen blev udsat til et senere tidspunkt.

Wesolowski er tiltalt for seksuelt misbrug af et ikke offentliggjort antal drenge "formentlig" mellem 13 og 16 år, og i mindst ét tilfælde skal overgrebet have fundet sted på et offentligt tilgængeligt sted.

Han er også tiltalt for at have tilføjet drengene "alvorlig skade" på grund af de psykiske problemer, de har fået efter overgrebene.

Endelig er han tiltalt for at have børneporno på sin pc.

Den 66-årige risikerer ifølge Reuters op til otte års fængsel for overgrebene og to års fængsel for besiddelse af børneporno. Straffen kan dog blive længere, hvis retten finder, at der er skærpende omstændigheder.

Josef Wesolowski blev sidste år frataget sine kirkelige beføjelser efter anklager om at have misbrugt små drenge seksuelt.

Den polskfødte Wesolowski blev i 2013 kaldt hjem fra sin post som udsending i Den Dominikanske Republik, efter at lokale medier anklagede ham for pædofili.

I 2014 fandt et kirkedisciplinært panel ham skyldig og frakendte ham retten til at virke som præst.

I en erklæring har Vatikanet tidligere oplyst, at han bliver retsforfulgt for beskyldninger om seksuelt at have krænket mindreårige i årene 2008-2013 under sin udstationering i Santa Domingo og for efter hjemkaldelsen til Rom at have gemt børneporno på sin pc.

Wesolowski bliver den første, der som konsekvens af den anti-pædofililovgivning, som pave Frans indførte i Vatikanets straffelov i 2013, kommer for retten. Straframmen er op til 12 års fængsel.

/ritzau/AFP/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.