Pædofil og anklager strides om ord på børneporno-netværk
Anklager kæmper for at påvise, at 48-årig tiltalt opfordrede til overgreb mod børn via pædofile netværk.


- Må jeg spørge dig om noget?, snerrer en 48-årig mand til anklager Morten Rasmussen i Retten i Randers.

- Har du på noget tidspunkt set mig sige til en person, at hans materiale er gammelt. At det ikke dur, og at han skal lave noget nyt, vil den oprørte randrusianer vide.

Det mener anklageren nu nok, at han har. Hele tirsdag formiddag har Morten Rasmussen forsøgt at påvise, at den tiltalte som administrator for en hjemmeside med børneporno har medvirket til medlemmernes overgreb.

Blandt andet henviser anklageren til kravene til det materiale, som aspirerende medlemmer skulle levere for at blive lukket ind i det pædofile univers på "Hoarders Hell".

"Et stearinlys skal være synligt i alt bevismaterialet. Lyset kan holdes i hånden eller være sat ind i barnets mund, anus eller skede", lød beskeden.

- Er der så ikke en mulighed for, at der vil blive begået et overgreb på et barn, vil anklageren vide.

- Læg mærke til, at det ikke er noget krav, at lyset bliver stukket ind, siger den 48-årige, som svarer beredvilligt på alle spørgsmål.

- Det er måske en lidt karl-smart-formulering. Men jeg har aldrig nogensinde tænkt, at der var nogen, der ville gå videre, end de selv havde lyst til. Jeg tror, at du lægger meget mere effekt i de enkelte ord end mig, mener den uanseligt udseende mand.

På den måde insisterer den tiltalte på, at han med sit arbejde på "Hoarders Hell" blot skabte en platform, hvor pædofile kunne dele i forvejen eksisterende børneporno.

For at bevare sin status som producent på siden krævede administratorerne ellers, at brugerne jævnligt leverede nyt materiale.

Men med "nyt" menes ikke nyligt produceret - blot materiale, som ikke i forvejen florerede på internettet, fastslår den tiltalte.

- Det har aldrig været intentionen, at det skulle få folk til at lave noget fremadrettet, siger han om arbejdet med hjemmesiden.

Udover tiltalen for udbredelse af børneporno og for medvirken til brugernes overgreb på "Hoarders Hell" er den 48-årige tiltalt for at havde administreret verdens største netværk for børneporno, "The Love Zone".

Hertil kommer en stribe overgreb på en af sine venners børn, ligesom han skal have forsøgt at skaffe et spædbarn i Rumænien, som han og en kammerat planlagde at voldtage.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.