"Kære Ulla, jeg forstår absolut ingenting. Hvorfor skal pædagogstudiet være sådan et venstrehåndsstudie, hvor man ikke får de fornødne kompetencer med sig? Og hvorfor er uddannelsen blevet rundbarberet ned til noget, der mest af alt ligner et sørgeligt aftenskolehold i babysitting?"
Sådan spørger journalist Freia Dam i et debatindlæg på politiken.dk.
Indlægget kommer efter, at avisen forleden skrev, hvordan pædagogstuderende har ned til 8 undervisningstimer om ugen og afleverer opgaver, der aldrig bliver læst.
Freia Dam undrer sig derfor over, hvorfor vi vælger at spare et af de steder, der rammer den kommende generation hårdt.
"Flere forskere peger netop på, at børn, der går i vuggestuer og børnehaver, hvor den pædagogiske kvalitet er høj og velfungerende, klarer sig bedre i livet, end børn, der går i en institution, hvor den pædagogiske kvalitet er i underskud," skriver Freia Dam i indlægget på politiken.dk.
Hun understreger, at flere institutioner i fremtiden vil tilhøre den sidste kategori, hvis vi bliver ved med at udhule uddannelsen, og at det vil generere en stor gruppe socialt udsatte unge, der vil ende med at koste samfundet både økonomisk og socialt.
I en ironisk tone spørger hun da også uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs, om meningen med "galskaben" er at forberede de studerende på det arbejdsliv med "nedskæringer, overnormeringer og ringe løn", de vil møde i landets institutioner, når de er færdige med studierne