Pædagogmedhjælper tiltalt for grove overgreb
Fire drenge blev ifølge tiltalen krænket af en SFO-ansat. Anklagemyndigheden kræver mindst fire års fængsel.
Pædagogmedhjælperen en anklaget for at begå overgreb på fire drenge.
Pædagogmedhjælperen en anklaget for at begå overgreb på fire drenge. Foto: Colourbox/free


En ansat på en SFO i Køge er blevet tiltalt for "adskillige tilfælde" af seksuelle overgreb mod fire drenge. Det skriver Ekstra Bladets netavis.

Ifølge avisen, der har fået aktindsigt i anklageskriftet mod manden, tog han blandt andet drengene med hjem på sin private adresse og forgreb sig på dem.

En af drengene skulle også have været udsat for seksuelt misbrug på selve institutionen i Køge, mener Statsadvokaten i København.

Overgrebene skulle have fundet sted fra 2008 til 2013. Drengene er i dag otte, ni, 10 og 11 år gamle.

Pædagogmedhjælperen har været varetægtsfængslet siden 27. marts.

Statsadvokaten har rejst tiltale ved et nævningeting ved Retten i Roskilde, hvor anklagemyndigheden vil kræve den 37-årige mand idømt mindst fire års fængsel.

Han skal også frakendes retten til at omgås unge under 18 år, mener anklagemyndigheden.

Ifølge Ekstra Bladet har anklagemyndigheden rejst tiltale for fire forhold. Overgrebene omfatter forskellige former for krænkelser.

Et forhold omhandler eksempelvis en i dag ni-årig dreng, der som otte-årig blev misbrugt i mindst to tilfælde hjemme hos pædagogmedhjælperen.

En anden dreng blev ifølge anklageskriftet i "adskillige tilfælde" krænket på to forskellige adresser i Køge.

Sagen kommer for retten i Roskilde til januar næste år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.