Pædagoger og dagpenge: Se SF's hovedkrav til finansloven
SF har fem hovedkrav, når partiet skal diskutere næste års finanslov.
Pia Olsen Dyhr og resten af SF går ind til forhandlingsbordet med fem hovedkrav til finansloven.
Pia Olsen Dyhr og resten af SF går ind til forhandlingsbordet med fem hovedkrav til finansloven. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Mandag møder SF op i Finansministeriet til sættemøde om næste års finanslov. Her er partiets fem hovedkrav til finansloven for 2015:

* Dagpengeløsning:

SF mener, at genoptjeningsperioden til dagpenge bør halveres, og at alle arbejdsløse skal garanteres tre års forsørgelse.

* Flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver:

Der skal være mere tid til det enkelte barn, og pædagogerne skal have en mindre stresset hverdag. Derfor vil SF afsætte 200 millioner kroner, så kommunerne kan ansætte flere pædagoger. Samtidig skal de pædagogstuderende ikke tælle med som en del af normeringen i daginstitutionerne. SF vil også afsætte 100 millioner kroner til kommunerne til en tidlig indsats over for særligt udsatte børn.

* Styrket indsats med inklusion i folkeskolen:

Det er en god idé, mener SF, at inkludere flere elever med særlige behov i den danske folkeskole. Partiet vil afsætte 600 millioner kroner over tre år, som kan bruges på blandt andet mere efteruddannelse og flere ressourcepersoner. Det skal sikre en god start for en bedre inklusion i folkeskolen.

* Mere natur, klimahandling og rent drikkevand:

SF vil gøre 2014 og 2015 til klimahandlingsår: Inden 2015 skal der være aftalt klimaforbedringer svarende til mindst én million ton CO2 målt i 2020. Partiet vil plante ny skov svarende til et areal større end Fanø. SF vil desuden sikre rent drikkevand i fremtiden ved at sikre sprøjtefri zoner nær vandboringer.

* Fjern skævheder i kontanthjælpsreformen:

SF vil afskaffe den gensidige forsørgerpligt for ikke-gifte samboende. Det vil koste 330 millioner kroner årligt.

Kilde: SF

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.