Påstået gruppevoldtægt i Herfølge var piges sexdebut
Anklager tvivler stærkt på, at pige ønskede at have sex med tre personer som sin første seksuelle oplevelse.
Under navnet "Aldrig din skyld: Retfærdighed for voldtægtsofre" var der i slutningen af april demonstrationer i både København og Aarhus. Anledningen var frifindelsen af tre unge mænd, der var tiltalt for at have voldtaget en fuld pige til en fest i Herfølge. Billedet her er fra demonstrationen på Nytorv i København.
Under navnet "Aldrig din skyld: Retfærdighed for voldtægtsofre" var der i slutningen af april demonstrationer i både København og Aarhus. Anledningen var frifindelsen af tre unge mænd, der var tiltalt for at have voldtaget en fuld pige til en fest i Herfølge. Billedet her er fra demonstrationen på Nytorv i København. Foto: Marie Kragh Katrine/Polfoto


De ser nydelige, men alvorlige ud. Håret er sat, og de lyse skjorter sidder, som de skal.

Sammen med deres påståede offer er tre tilsyneladende velfungerende unge mænd fra Østsjælland hovedpersoner i en meget omdiskuteret voldtægtssag fra Herfølge.

I april blev de tre teenagere alle frifundet af Retten i Roskilde for under en fest at have forgrebet sig på en jævnaldrende pige. Men ifølge anklagemyndigheden var det en fejl.

Offeret var nemlig så påvirket af alkohol og mangel på insulin, at hun ikke magtede at sige fra. Det siger senioranklager Karen Vistisen torsdag under sin procedure i Østre Landsret, hvor ankesagen i denne uge er under behandling.

- Hun beskrev det som at befinde sig i en klokke. Hun havde ikke kræfter til at kæmpe imod, siger anklageren om pigens forklaring, der blev afgivet for lukkede døre.

Samtidig har Karen Vistisen mere end almindeligt svært ved at tro, at pigen frivilligt skal have haft sex med de dengang 17-årige drenge, sådan som de hævder.

- Det var hendes seksuelle debut. Man skal aldrig sige aldrig. Men det forekommer usandsynligt, at (pigens navn, red.) skulle vælge at have sin seksuelle debut på den her måde.

Den påståede forbrydelse fandt sted en nat i september 2014 på en græsplæne ved et forsamlingshus i Herfølge.

Til at starte med skal en af de tiltalte have forladt festen sammen med pigen og forsøgt at voldtage hende op ad et træ.

Efterfølgende skal han ifølge anklagen have overladt den sagesløse pige til to kammerater, der både havde oralsex og samleje med hende bag en busk.

- Hun har beskrevet, hvordan hun blev lagt ned, at hendes trusser blev taget af, og at hun fik presset noget ind i munden, mens den anden begyndte samleje. Det gjorde rigtig ondt. Hun forklarede, at det varede et minuts tid, og så gik hun helt i sort, siger anklageren.

Alle de tiltalte erkender, at de i varierende grad var sammen med pigen - men at hun var helt med på den. Dog siger den ene, at pigen pludselig fik det så dårligt, at han måtte opgive sit forehavende. Hun var ikke i stand til at have sex, mener han.

Omvendt insisterer kammeraterne, der tog over, på, at hun virkede nogenlunde fattet. Hertil kommer, at det ifølge disse to tiltalte var pigen, der tog initiativ. Samtidig har de erkendt, at de hverken talte med hende eller vidste, hvad hun hed.

- Når man hører M og C's forklaringer, lyder det nærmest som en drøm for en teenagedreng. At møde en pige, man ikke kender, og som man ikke behøver tale med. Og ikke nok med det, så tager hun også initiativ til sex, lyder det ironisk fra anklageren.

Hun mener, at de unge mænd bør idømmes en straf på mindst 12 måneders fængsel.

Da Retten i Roskilde tilbage i april frifandt de tiltalte, skete det med henvisning til, at man fandt det "overvejende betænkeligt" at slå fast, at pigen ikke var i stand til at stritte imod.

Frifindelsen medførte både demonstrationer og en offentlig diskussion af, hvorvidt et nej overhovedet er nødvendigt i en voldtægtssituation.

Østre Landsret ventes at afsige dom på mandag klokken 12.15.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.