Påsketrafik generes over Fyn efter uheld
Flere uheld på den fynske motorvej i vestgående retning fik følger med lang kø, fortæller Vejdirektoratet.
Redning og politi måtte torsdag formiddag rykke ud til flere uheld på den vestfynske motorvej (arkivfoto).
Redning og politi måtte torsdag formiddag rykke ud til flere uheld på den vestfynske motorvej (arkivfoto). Foto: Colourbox/Free


Nogle af de påskerejsende udsættes torsdag for en forsinkelse, hvis de kører mod vest ad den fynske motorvej.

Motorvejen mellem Aarup og Ejby blev torsdag formiddag totalt spærret for trafik mod vest, oplyser Vejdirektoratet.

Årsagen er flere uheld, lyder det cirka kvart i 11 torsdag formiddag.

Efter kort tid er ét spor dog blevet åbnet. Men der er lange køer, fortæller Vejdirektoratet på Twitter.

Umiddelbart var køen cirka seks kilometer lang, og de rejsende skulle forvente en forsinkelse på en times tid, lød advarslen fra Vejdirektoratet.

Hos Fyns Politi fortæller man, at fem-seks biler var involveret i to separate uheld. Afstanden mellem de to uheld var kun 100 meter.

- To personer var fastklemt, men ingen har fået alvorlige skader, siger vagtchef Hans Frederiksen ved Fyns Politi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.