Pårørende kræver erstatning af skandale-firma
Familien til en 74-årig kvinde, der er død af listeria, rejser erstatningskrav mod skandale-firma.
ARKIVFOTO: - Vi føler os svigtet og til grin. Firmaet er aldrig gået frem og har sagt undskyld til dem, som de har slået ihjel, siger Nicholai Rom Pedersen til Nordjyske Stiftstidende. Han er barnebarn til den 74-årige kvinde.
ARKIVFOTO: - Vi føler os svigtet og til grin. Firmaet er aldrig gået frem og har sagt undskyld til dem, som de har slået ihjel, siger Nicholai Rom Pedersen til Nordjyske Stiftstidende. Han er barnebarn til den 74-årige kvinde. Esben Salling/Scanpix


Vreden mod det skandaleombruste sjællandske firma Jørn A. Rullepølser har været stor i forbindelse med det omfattende Listeria-udbrud tidligere på året, og nu har en familie fra Frederikshavn afsendt et erstatningskrav mod virksomheden.

Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

17 mennesker er døde, og 41 mennesker blev smittet under udbruddet.

Den 74-årige nordjyde fra Frederikshavn blev smittet i forbindelse med en sygehusindlæggelse i Aalborg og afgik ved døden i august.

Frustrationen er dog på ingen måde aftaget for hendes pårørende.

- Vi føler os svigtet og til grin. Firmaet er aldrig gået frem og har sagt undskyld til dem, som de har slået ihjel, siger Nicholai Rom Pedersen til Nordjyske Stiftstidende. Han er barnebarn til den 74-årige kvinde.

- Firmaet tænker kun på penge og er ligeglad med alt andet. De vil ikke engang erkende, at de har lavet en fejl, siger han.

Advokat Brian Bruun Hansen, der repræsenterer den efterladte familie, vurderer, at sagen ikke er specielt kompliceret.

- Juridisk er sagen forholdsvis enkel. Den kører efter produktansvarsloven og erstatningsansvarsloven, forklarer han til Nordjyske Stiftstidende.

Hvor stor erstatning familien søger, vil den ikke umiddelbart afsløre.

- Kravet er latterligt lavt, men foreløbig vil vi holde størrelsen for os selv. For os handler det egentlig bare om at få stillet nogen til ansvar, siger Nicholai Rom Pedersen og tilføjer:

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få lukket det firma.

Nordjyske Stiftstidende har forsøgt at få en kommentar til erstatningskravet fra Jørn A. Rullepølser advokat, Uno Ternstrøm. Han har dog ikke svaret på henvendelsen.

Tidligere på ugen meddelte Jørn A. Rullepølser, at virksomheden kræver erstatning fra Fødevarestyrelsen, fordi den ikke handlede hurtigt nok i sagen.

Jørn A. Rullepølsers advokat, Uno Ternstrøm mener, at styrelsen bør tage ansvar for, at den forsinkede reaktion har påført Jørn A. Rullepølser et økonomisk tab på mindst to millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.