Slik-fuskeren David Yüksel får sandsynligvis en meget lang arbejdsdag i dag. Han skal nemlig have destrueret hele fem ton slik inden i morgen. Det viser en aktindsigt i fødevarestyrelsens påbud mod manden, som Fagbladet 3F er kommet i besiddelse af.
David Yüksel må erkende, at problemer sjældent kommer alene. Faktisk er de kommet i en jævn strøm siden juni måned, hvor fødevarestyrelsen, politi og skat lavede en razzia hos hans firma i Hillerød.
Her blev de fem ton gammelt chokolade og nøddemix fundet. Værre var det, at slikket var blevet ommærket med ny dato.
Det var sandsynligvis meningen, at slikket skulle have været solgt i tiger-butikkerne, som David Yüksel havde en handels-aftale med.
Det fik Zebra a/s, der ejer tiger-butikkerne, til at opsige samarbejdet, der inkluderer leverancer til hele 319 butikker i 21 lande.
Selv hævder David Yüksel, at han ikke har noget med det gamle slik at gøre, da det nu tilhører et firma, han solgte tilbage i februar. Den køber fødevarestyrelsen dog ikke, så de har nu ændret påbuddet, så ansvaret nu påhviler David Yüksels personejede firma.
Kilde: Fagbladet 3F