På vandscooter mod Danmark: Nordmand løb tør for benzin
- Det gik fint med at sejle. Jeg troede, at benzinen ville række hele vejen, siger 31-årig om tur til Danmark.


En 31-årig nordmand befandt sig lørdag midt på havet mellem Norge og Danmark, da hans vandscooter pludselig løb tør for benzin.

Et italiensk tankskib, der fik øje på den drivende vandscooter midt i Skagerrak, blev hans redning.

- Det gik helt fint med at sejle. Jeg troede, at benzinen ville række hele vejen, siger den 31-årige Tommy Haga fra Stavanger til mediet Fædrelandsvennen.

Tommy Haga forlod Mandal i det sydligste Norge lørdag, og på trods af de uventede problemer havde han ikke umiddelbart tænkt sig at opgive rejsen mod Danmark.

Således forsøgte han i første omgang at lokke brændstof ud af mandskabet på det italienske tankskib Castell dell'Ovo.

- Men de havde ikke nok benzin, så det endte med, at jeg måtte følge med dem til Sverige, siger den 31-årige, som lod sig slæbe med til den svenske kyst.

Operationsleder Ingrid Mæhre i Agder-politidistrikt siger til norsk TV2, at man ikke mener, at alkohol kan forklare nordmandens adfærd.

- Han har været heldig. Godt nok sejler der mange både forbi i det område, men sidder man på en vandscooter, er man ikke særlig synlig, siger hun.

- Du skal vide, hvad du gør, hvis du drager ud på sådan en tur, tilføjer operationslederen.

Der foreligger ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvilket ærinde Tommy Haga havde i Danmark.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.