Kreta, Rhodos og Kos er blot nogle af de populære rejsemål i Grækenland. Men i skyggen af en alvorlig økonomisk krise i landet, rådes danske turister blandt andet til at hæve godt med kontanter hjemmefra.
Grækenlands økonomiske fremtid er særdeles usikker, efter landet tirsdag undlod at indfri lånet på 1,4 euro til den Internationale Valuta Fond (IMF) og EU umiddelbart nægter at yde yderligere økonomisk hjælp til det kriseramte land.
Nu er de græske banker lukkede og det er begrænset, hvor mange kontanter, man kan hæve i hæveautomaterne. Desuden spøger truslen om voldsomme demonstrationer blandt grækerne i frustration over den økonomiske krise.
Her er, hvad du som dansk turist i Grækenland skal være opmærksom på:
- Hæv rigeligt med Euro hjemmefra. Og sørg for at få låst dine kontanter ind i en boks på hotellet.
- Husk, at de fleste restauranter kun tager imod kontanter.
- Tag fat i rejsebureauet – De fortæller dig, hvordan du skal forholde dig, hvis der opstår uroligheder i lokalområdet.
- Tjek Udenrigsministeriets hjemmeside, der kommer med løbende anbefalinger til lande, hvor der skal tages særlige sikkerhedsmæssige hensyn.
- Hvis der er uroligheder i lokalområdet, har rejsebureauet typisk mulighed for at flytte feriemålet til et andet lokalområde.
- Du skal selv betale for at afbryde rejsen, medmindre der er særlige forhold som krigshandlinger, naturkatastrofer eller livsfarlige sygdomme, der spiller ind.
Kilde: Forbrugerrådet Tænk