Danskere på dagpenge, efterløn og fleksydelse skal have bedre mulighed for at udføre frivilligt arbejde. Det mener et flertal af Folketingets partier, som er klar til at lempe reglerne for frivilligt, ulønnet arbejde, skriver Altinget.dk.
I dag er det frivillige arbejde, som er karakteriseret ved at være arbejde, der for eksempel udføres for en frivillig organisation eller forening og reelt kunne udbydes som almindeligt arbejde, begrænset til fire timer ugentligt for danskere på dagpenge, efterløn og fleksydelse. Og overskrider man grænsen, bliver det modregnet i ens ydelse.
Det er det, flere partier mener, er et problem. Et næsten enigt Folketing er derfor parat til at hæve grænsen fra fire til 15 timer om ugen, skriver Altinget.dk.
Kritik fra LO
Forslaget møder dog kritik fra både LO og AK-Samvirke.
- Såfremt der gives mulighed for at arbejde helt op til 15 timer om ugen uden modregning, vil det utvivlsomt medføre fortrængning af ordinært ansatte, skriver LO ifølge Altinget.dk i sit høringssvar.
Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen understreger, at han tager bekymringen alvorligt, men afviser alligevel kritikken.
Loven skal derfor nu behandles i Folketingets Beskæftigelsesudvalg, inden det sendes til endelig afstemning. Efter planen træder den nye sats i kraft i slutningen af marts.