Overrasket? Ny rapport afslører ny tendens om unges drukvaner
På 20 år er andelen af europæiske teenagere, der drikker alkohol, faldet fra 89 til 81 procent, viser rapport.
Siden 1995 er der sket en positiv udvikling i forhold til både druk og rygning blandt 9.- og 10. klasseelever i Europa, viser ny rapport.
Siden 1995 er der sket en positiv udvikling i forhold til både druk og rygning blandt 9.- og 10. klasseelever i Europa, viser ny rapport. Foto: Lev Dolgachov/Free


Europæiske teenagere ryger og drikker mindre end tidligere. Til gengæld er der grund til bekymring over nye stoffer og vanedannende adfærd.

Det er nogle af de resultater, der netop er blevet offentliggjort i den seneste rapport fra European School Survey Project on Alcohol and Other Drugs (Espad).

Undersøgelsen bliver gennemført hvert fjerde år. Den er lavet blandt 15-16-årige skoleelever i 35 europæiske lande. Godt 96.000 unge har deltaget.

Tallene, der stammer fra 2015, viser, at der over hele linjen ses en positiv udvikling i forhold til rygning. Således svarer 54 procent af de unge, at de aldrig har røget, mens 21 har prøvet.

Samtidig er andelen af skoleelever, der begyndte at ryge i en tidlig alder - før de fyldte 13 år - i løbet af de seneste 20 år faldet fra ti procent til fire procent.

Siden Espad-undersøgelsen blev offentliggjort første gang i 1995, er der ligeledes sket en positiv udvikling i forhold til alkohol.

Nok drikker de europæiske unge fortsat meget alkohol, men fra 1995 til 2015 er andelen af unge, der drikker alkohol, faldet fra 89 til 81 procent.

Imens er andelen af unge, der har drukket alkohol inden for den seneste måned, faldet fra 56 til 47 procent.

Til gengæld er forekomsten af unge, der benytter sig af "lejlighedsvist voldsomt drikkeri", uændret de seneste 20 år. 35 procent svarer, at de inden for den seneste måned har drukket voldsomt ved én eller flere lejligheder.

I gennemsnit svarer 18 procent af de unge, at de har prøvet et ulovligt stof mindst én gang. Det mest udbredte stof i samtlige 35 Espad-lande er cannabis.

Samtidig svarer fire procent, at de på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med et nyt psykofarmaceutisk stof. Tre procent svarer, at de har prøvet det inden for den seneste måned.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.