Inger Støjberg (V) kan bryste sig af titlen som danskernes favoritminister.
Det viser en helt ny Megafon-måling lavet for TV2 og Politiken.
På spørgsmålet om, hvilke af regeringens ministre, der klarer sig bedst, peger hver femte dansker således på udlændinge-, integrations- og boligministeren.
På andenpladsen følger justitsminister Søren Pind (V), mens statsminster Lars Løkke Rasmussen må se sig hensat til en tredjeplads med 15 procent af stemmerne. Helt i bund ligger forsvarsminster Carl Holst, der med sølle tre stemmer opnår 0 procent af stemmerne.
At Inger Støjberg ligger i top overrasker ikke valgforsker ved Aarhus Universitet, professor Rune Stubager.
- Hun er så afgjort den minister, der er mest eksponeret for tiden. Og så har hun haft lejlighed til at gøre noget af det, som en del af vælgerne i blå blok godt kan lide, nemlig annoncere stramninger på udlændingeområdet, siger han til Politiken.
Det er især mændene, der er glade for Inger Støjberg, mens ministeren også kan takke Dansk Folkepartis vælgere for sin førsteplads. Hver anden DF'er peger på integrationsministeren som den bedste.
Undersøgelsen viser dog også, at hver tredje vælger ikke mener, at nogen af regeringens ministre har klaret sig godt.
- Inger Støjberg, udlændinge-, integrations- og boligminister: 20 %
- Søren Pind, justitsminister: 16 %
- Lars Løkke Rasmussen, statsminister: 15 %
- Bertel Haarder, kultur- og kirkeminister: 11 %
- Kristian Jensen, udenrigsminister: 10 %
- Sophie Løhde, sundheds- og ældreminister: 8 %
- Claus Hjort Frederiksen, finansminister: 7 %
- Karsten Lauritzen, skatteminister: 7 %
- Karen Ellemann, social- og indenrigsminister: 6 %
- Eva Kjer Hansen, miljø- og fødevareminister: 4 %
- Esben Lunde Larsen, uddannelses- og forskningsminister: 4 %
- Ellen Trane Nørby, minister for børn, undervisning og ligestilling: 4 %
- Hans Christian Schmidt, transport- og bygningsminister: 2 %
- Jørn Neergaard Larsen, beskæftigelsesminister: 1 %
- Troels Lund Poulsen, erhvervs- og vækstminister: 1 %
- Lars Christian Lilleholt, energi-, forsynings- og klimaminister: 1 %
- Carl Holst, forsvarsminister: 0 %
- Jeg mener ikke, at nogen af ministrene har klaret sig godt: 32%
- Ved ikke: 14 %
Kilde: Politiken
UDVID