Overlegne FCM-kvinder snupper håndboldpokalen
FC Midtjyllands håndboldkvinder er nye pokalvindere. Holdet vandt stort over Team Tvis Holstebro med 32-26.
Line Jørgensen (tv) fra FC Midjylland og Jamina Roberts (th) fra Team Tvis Holstebro ses her i en infight under lørdagens pokalfinale, som Team Tvis Holstebro tabte stort til FC Midtjylland.
Line Jørgensen (tv) fra FC Midjylland og Jamina Roberts (th) fra Team Tvis Holstebro ses her i en infight under lørdagens pokalfinale, som Team Tvis Holstebro tabte stort til FC Midtjylland. Foto: BONNERUP CLAUS/free


FC Midtjyllands håndboldkvinder løb i perioder kollegerne fra Team Tvis Holstebro over ende i lørdagens pokalfinale i Jysk Arena i Silkeborg.

Derfor står FCM-kvinderne tilbage som pokalvindere efter en sejr på 32-26 over TTH, som er marginalt bedre end FCM i ligatabellen.

FC Midtjylland førte 20-15 ved pausen efter en ekstremt målrig første halvleg.

Kampen blev stoppet i en længere periode 10 minutter før tid, da FCM's norske europamester Ida Alstad kom slemt til skade med sit ene ben. Hendes gråd var den eneste lyd i den ellers feststemte hal, da hun blev ført fra banen på en båre.

Midtjydernes kontrafase var eminent, og da kampen kun var få minutter gammel, troede man, at Tvis-kvinderne ville blive løbet over ende blandt andet takket være en stærkt spillende Nycke Groot.

FC Midtjyllands træner Helle Thomsen kom lige før jul hjem fra EM med en bronzemedalje som landstræner for Sverige. Lørdag så hun sit klubhold føre med 3-0 efter kun et minut og 31 sekunders spil.

Tre minutter senere førte midtjyderne sågar med 7-2.

FC Midtjylland stod i sin tredje pokalfinale i træk og kom således med masser af finaleerfaring. Til gengæld måtte Helle Thomsen og holdet undvære landsholdsspiller Stine Jørgensen i angrebet. Hun er fortsat hæmmet af en skulderskade.

Ganske imponerende kom Team Tvis Holstebro tilbage og fik kontakt 20 minutter inde i første halvleg. Kun for at smide det væk igen i minutterne kort før pausen, så midtjyderne igen førte med fem mål.

Tvis-kvinderne fik en ekstra chance, da Line Jørgensen fik rødt kort som følge af tre to-minutters udvisninger med 16 minutter tilbage. Den greb de dog slet ikke, selv om de indhentede lidt i kampens sidste par minutter.

Det var anden gang, FC Midtjylland vandt pokaltitlen under sit nuværende navn. Når klubbens fortid som Ikast-Bording tælles med, har klubben vundet seks gange.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.