Overlæge kritiseres for at give kemo-overdosis
Kræftafdeling brugte forkert skema til kemobehandling af kræftpatient. Det betød, han fik en overdosis.
Nævnet indskærper også, at overlægen skal udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Nævnet indskærper også, at overlægen skal udvise større omhu i sit fremtidige virke. Foto: www.colourbox.com/free


En overlæge fra Aarhus bliver kritiseret af Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn, fordi en kræftpatient fik en overdosis kemo-medicin. Det oplyser DR P4 Østjylland.

Sagen omhandler en 65-årige patient, der døde af en hjernesvulst i 2012. Mens han gik til behandling på Aarhus Universitetshospital, fik han en dosis kemo-medicin, der var tre gange så høj, som han kunne tåle.

- Det bør ikke ske, og når det så kan ske alligevel, er det på trods af, at vi har mange sikkerhedsprocedurer for at undgå det, siger overlægens chef, ledende overlæge Anni Ravnsbæk fra kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital til DR P4 Østjylland.

- Det her er dét, som læger og sygeplejersker på vores afdeling frygter allermest, siger hun.

Enken efter den 65-årige patient klagede til Patientombuddet. Og her slår Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn fast, at overlægen har overtrådt autorisationslovens paragraf 17.

Nævnet indskærper også, at overlægen skal udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Fejlen skete, fordi tre læger på kræftafdelingen ikke opdagede, at de brugte et forkert behandlingsskema til patienten. Sagen får dog ikke konsekvenser for den overlæge, som havde ansvaret.

- Det er en meget dygtig og omhyggelig læge, som har været læge i 40 år, og som aldrig nogensinde før har været involveret i en klagesag, hvor han har fået nogen påtaler, siger Anni Ravnsbæk.

- Den konsekvens, det får i afdelingen, er, at vi gennemgår proceduren én gang til for at sikre os, at det ikke kan ske en anden gang, siger hun til DR P4 Østjylland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.