Overlæge advarer mod at tage til Berlin uden vaccine
Mæslingeudbruddet i Berlin kan være farlig for tilrejsende danskere. Sørg for at være vaccineret, lyder rådet.
Mæslingeudbruddet i Berlin kan være farlig for tilrejsende danskere. Sørg for at være vaccineret, lyder rådet.
Mæslingeudbruddet i Berlin kan være farlig for tilrejsende danskere. Sørg for at være vaccineret, lyder rådet. Colourbox


Danskere, der har planer om at tage på en forårstur i Berlin, skal måske tænke sig om en ekstra gang.

Siden den tyske hovedstad blev ramt af et mæslingeudbrud i oktober sidste år, er antallet af smittede nået op på 742, hedder det i en status fra sundhedsmyndighederne op til weekenden. Alene i den seneste uge har 125 personer fået mæslinger.

Danskere bør derfor tage deres forholdsregler mod den smittefarlige virussygdom, hvis de har planer om at rejse til Berlin.

Det er budskabet fra professor og overlæge Thea Kølsen Fischer, der er afsnitsleder for virologisk overvågning og forskning ved Statens Serum Institut.

- Hvis man gerne vil ud at rejse lige nu, og man ikke selv er vaccineret, eller ens børn ikke er vaccineret mod mæslinger, så er Berlin nok ikke det rejsemål, man skal vælge, siger hun.

Thea Kølsen Fischer oplyser, at det typisk tager et par uger, fra man bliver vaccineret mod mæslinger, indtil kroppen har skabt tilstrækkelig med antistoffer i kroppen.

Så hvis påsketuren til Berlin allerede er planlagt, og man ikke er vaccineret mod mæslinger, så bør man komme til lægen hurtigst muligt.

- Hvis man har planer om at tage til Berlin inden for 14 dage, så gå ned og bliv vaccineret i morgen, lyder rådet fra Thea Kølsen Fischer.

MFR-vaccinen, der beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, gives typisk ikke til børn under 15 måneder.

Alligevel har man grundet erfaringer fra tidligere store mæslingeudbrud nogle gange valgt at vaccinere børn helt ned til ni måneders-alderen.

Små børn op til seks måneder vil typisk være dækket af morens antistoffer, men hvis man har børn på lidt over et halvt år, er der grund til at være særlig opmærksom.

- Hvis man har et barn på mellem seks og ni måneder, og man skal til Berlin, så vil jeg anbefale, at man tager en tur til lægen, og hører lægens anbefaling, siger Thea Kølsen Fischer.

Et tysk barn døde for et par uger siden efter at være blevet smittet med mæslinger. Siden da har de tyske børnelæger opfordret forældre til at holde små børn inden døre i den tyske hovedstad.

Vaccinen mod mæslinger er gratis for alle unge under 18 år. Thea Kølsen Fischer oplyser, at Statens Serum Institut tirsdag mødes med Sundhedsstyrelsen for at diskutere mulighederne for også at gøre vaccinen gratis for personer over 18 år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.