OVERBLIK: Said Mansour og hans kriminelle løbebane
Dansk-marokkaneren har ofte haft politiet i hælene. Ransagninger og fængselsdomme er en del af Mansours liv.


Dansk-marokkaneren Said Mansour - der indtil for nylig hed Sam Mansour - er kendt som Boghandleren fra Brønshøj og er vant til stor opmærksomhed fra politiet og efterretningstjenesten.

* Han er født i 1960 i Marokko og kom til Danmark i 1983, hvor han blev familiesammenført med sin søster.

* Året efter blev han gift med en dansk kvinde, som han fik fire børn med. Hun konverterede senere til islam, men ægteskabet holdt ikke. Mansour fik dansk statsborgerskab i 1988.

Her følger et overblik over hans kriminelle løbebane:

* 1995: Mansour er under mistanke for at planlægge terror mod FN-topmødet i København. Han bliver anholdt, men alle sigtelser droppes.

* 2003: Mansour observeres på en færge til Oslo og anholdes ved sin hjemrejse. Han løslades efter en ransagning af hans hjem.

* 2004: Mansour idømmes tre måneders ubetinget fængsel for våbenbesiddelse og hæleri. PET ransager igen Mansours hjem og konfiskerer et større parti videofilm, taler og sange, der opfordrer til hellig krig.

* 2005: Politiet ransager atter Mansours hjem og konfiskerer mere materiale med taler af al-Qaeda-lederne Abu Musab al-Zarqawi og Abu Qutada. Politiet finder over 3000 cd-romskiver, hvoraf en tredjedel er med yderliggående islamistisk indhold. Mansour anholdes, sigtes og varetægtsfængsles for at opfordre til terror.

* 2007: Mansour idømmes tre år og seks måneders fængsel ved Københavns Byret. Mens han sidder i fængslet og venter på dommen, har han telefonisk og skriftlig kontakt til de fire terrortiltalte i Glostrup-sagen.

* 2009: Mansour løslades.

* 2014: Said Mansour idømmes fire års fængsel ved Retten på Frederiksberg for opfordring til terrorisme og hellig krig. Ligesom i 2007 lykkes det ikke anklagemyndigheden at overbevise retten om, at han skal fratages sit danske statsborgerskab.

* 2015: Østre Landsret kender Mansour skyldig i sagen fra 2014, som begge parter ankede. Den langskæggede terrorsympatisør findes endda skyldig i et noget videre omfang end i byretten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.