Regeringen har fredag forlænget grænsekontrollen for femte gang - denne gang med 30 dage frem til 3. maj.
* Den midlertidige grænsekontrol med stikprøver ved den tyske grænse blev indført 4. januar som reaktion på, at Sverige samme dag indførte id-kontrol ved grænsen til Danmark.
* Siden er grænsekontrollen blevet forlænget fem gange: Med 20 dage 14. januar, med 20 dage 2. februar, med ti dage 23. februar, med 30 dage 4. marts og senest med 30 dage 1. april.
* Det er EU's Schengengrænsekodeks, der sætter rammerne for, hvordan og hvornår medlemslande kan indføre midlertidig grænsekontrol.
* Det kan et land undtagelsesvist gøre, hvis "der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed". Man skal vurdere, om kontrollen står i et "rimeligt forhold til truslen".
* Kontrollen kan indføres i en begrænset periode på 30 dage. Perioden kan forlænges flere gange, men må ikke overstige seks måneder. Hvis der foreligger "ekstraordinære omstændigheder", kan kontrollen dog forlænges op til to år.
* Grænsekontrollen skal betragtes som "sidste udvej", og det pågældende medlemsland skal hurtigst muligt underrette de øvrige EU-lande, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet om grundene bag samt varigheden og omfanget af kontrollen.
/ritzau/