OVERBLIK: Fra menneskejagt til gidseltagning
De to formodede gerningsmænd har forskanset sig i et lille trykkeri nær Charles de Gaulle Lufthavnen.
Gerningsmændene til Charlie Hebdo befinder sig nu i et trykkeri nord for Paris, hvor de formentligt har taget gidsler.
Gerningsmændene til Charlie Hebdo befinder sig nu i et trykkeri nord for Paris, hvor de formentligt har taget gidsler. Foto: Michel Spingler/AP


To dage efter det blodige angreb på det franske ugemagasin Charlie Hebdo, der kostede 12 mennesker livet, har de eftersøgte brødre Kouachi fredag formiddag forskanset sig i et lille trykkeri i byen Dammartin-en-Goële fem kilometer fra Charles de Gaulle Lufthavn, der ligger cirka 40 kilometer nordøst for Paris.

De to eftersøgte menes at have taget gidsler.

Den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, meddelte fredag, at der er en politiaktion undervejs, der skal "neutralisere gerningsmændene bag det kujonagtige angreb på det satiriske magasin".

* Franske specialstyrker har i løbet af natten til fredag jagtet de to mistænkte fra Charlie Hebdo-massakren i et skovområde nord for Paris. En helikopter har ifølge den britiske avis Telegraph overfløjet skoven Forêt de Retz, der er større end Paris.

* Menneskejagten på de to brødre, Cherif Kouachi og Said Kouachi, er blevet intensiveret time for time.

* Torsdag aften sagde Bernard Cazeneuve, at 88.000 politibetjente og militærfolk deltog i eftersøgningen over hele Frankrig. Yderligere 400 soldater bliver indsat fredag.

* Menneskejagten var torsdag koncentreret i et område omkring byen Villers-Cotterets, der ligger cirka 80 kilometer nordøst for Paris. I jagten er politiet gået fra hus til hus i flere andre landsbyer, blandt andet Longpont, Corcy og Crépy-en-Valois.

* Angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo begyndte onsdag omkring klokken 12, da to bevæbnede mænd tvang sig vej til redaktionen i Paris. Vidner beskriver, at de maskerede mænd råber "Allahu akbar" ("Gud er stor"), da de går til angreb.

* Efter skyderiet flygtede gerningsmændene i en stjålet bil sammen med en tredje person. Bilen blev efterladt i det 19. distrikt nær metrostationen Porte de Pantin. Her kaprede de en ny bil.

* Onsdag eftermiddag hævedes terrorberedskabet i Paris til det højeste niveau, og patruljerende betjente beordredes til at bære skudsikker vest.

* Onsdag aften identificerede politiet de formodede gerningsmænd som brødrene Saïd K. og Chérif K., begge født i Paris i henholdsvis 1980 og 1982, og Hamyd M., født i 1996.

* Natten til torsdag overgav den yngste af de tre mistænkte sig til politiet efter at have set sit billede cirkulere på sociale medier.

Kilder: The Guardian, AFP, BBC

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.