Overblik: Ebolaudbruddet i Afrika
Flere tusinde mennesker har mistet livet til den dødelige sygdom ebola, der stadig hærger i Vestafrika.
Tusindvis af mennesker har mistet livet til ebola. Her ses studerende, der vasker deres hænder, før de går ind til time som en del af ebolaforebyggelsen
Tusindvis af mennesker har mistet livet til ebola. Her ses studerende, der vasker deres hænder, før de går ind til time som en del af ebolaforebyggelsen Foto: Abbas Dulleh/AP


Hundredvis af præsidenter, toppolitikere og forskere er samlet tirsdag i Bruxelles til en konference om ebola.

Konferencen, der er arrangeret af EU-Kommissionen, skal blandt andet gøre status på den dødelige sygdom og sikre, at bekæmpelse af sygdommen forbliver dagsordenen.

Læs her kort om sygdomsudbruddet:

* Flere end 23.500 mennesker er på verdensplan smittet med den dødelige sygdom ebola ifølge den seneste statusrapport fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.

* Mindst 9500 mennesker har mistet livet.

* Guinea, Liberia og Sierra Leone er de lande, som er hårdest ramt.

* Der har også været konstateret tilfælde af ebola i Nigeria, Senegal og Mali. I efteråret sidste år erklærede WHO dog Nigeria og Senegal ebolafrie. Mali blev erklæret ebolafri 18. januar i år.

* For at et land kan blive erklæret fri for ebola, skal der gå 42 dage - eller to inkubationsperioder på 21 dage - uden nye tilfælde.

* Ebolaudbruddet begyndte i december 2013 i et afsides beliggende område af Guinea.

Kilder: WHO, BBC, Reuters.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.