OVERBLIK: Aarhus Lokalbank handlede massivt i egen aktie
Domstolene har frifundet to andre pengeinstitutter, som var tiltalt for kursmanipulation.


Retten i Aarhus afsiger fredag klokken ni dom i en straffesag om påstået kursmanipulation i Aarhus Lokalbank. Se her de overordnede linjer i sagen.


* Vestjysk Bank A/S, som overtog lokalbanken i 2012, er tiltalt, og det er også den tidligere direktør Per Hermansen og to medarbejdere.

* Anklageskriftet drejer sig om handler fra 1. september 2009 til 5. februar 2010.

* Kursen på bankens egen aktie blev holdt på et kunstigt niveau på først 62, så 63, derefter 65 og til sidst 67, hævder Bagmandspolitiet.

* På 88 handelsdage i perioden blev aktien handlet på Nasdaq OMX København. På hver fjerde af disse dage var lokalbanken involveret i samtlige handler.

* Straffesagen skyldes en anmeldelse fra Finanstilsynet.

* Et særligt incitamentsprogram betød, at cheferne i banken fik mulighed for at låne 18 millioner kroner til at købe op i bankens egne aktier. Tilsynet greb ind og fik afviklet programmet.

* I sager om kursmanipulation skal domstolene se, om der har været en række "signaler", som er oplistet i et direktiv fra EU-Kommisionen.

* Retssystemet har behandlet to andre sager, hvor Bagmandspolitiet har påstået, at et pengeinstitut har gjort sig skyldig i kursmanipulation.

* I begge tilfælde er der sket frifindelse.

* Sparekassen Himmerland, som har ændret navn til Jutlander Bank, blev af Vestre Landsret i april i år frifundet. Efter aftale opkøbte ebh bank aktier i sparekassen. Dette var dog en reel investering, og markedet blev ikke vildledt.

* Ringkjøbing Landbobank blev i oktober frifundet af Retten i Herning i en mindre sag. Her påstod Bagmandspolitiet, at banken havde hjulpet en kunde med lovovertrædelsen. Dommen er anket til Vestre Landsret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.