Over en million lønmodtagere: Vi får ikke lov at gøre arbejdet ordentligt
Et højt tempo i løbet af en arbejdsdag betyder, at mange lønmodtagere føler, at de ikke har tid til at gøre deres arbejde ordentligt, viser ny undersøgelse.
Mere end en million lønmodtagere mener ikke, at der er tid nok til at gøre arbejdet ordentligt. Det kan få store konsekvenser, især for dem der arbejder inden for service og pleje, lyder advarslen fra 3F og en arbejdsmiljøforsker.
Mere end en million lønmodtagere mener ikke, at der er tid nok til at gøre arbejdet ordentligt. Det kan få store konsekvenser, især for dem der arbejder inden for service og pleje, lyder advarslen fra 3F og en arbejdsmiljøforsker. Foto: Scanpix


Fire ud af ti lønmodtagere oplever ofte, at der ikke er tid til at gøre arbejdet ordentligt, viser ny måling. Sådan bør det slet ikke være i et land, hvor vi skal overleve på høj kvalitet. Det mener fagforbundet 3F.

Det skriver Ugebrevet A4.

I en ny undersøgelse udført af Norstat for fagforbundet 3F fortæller et repræsentativt udsnit af lønmodtagerne om deres arbejdsdag. Fire ud af ti fortæller, at de ofte eller meget ofte føler, at de må arbejde så forhastet, at det går ud over kvaliteten.

Omregner man fire ud af ti lønmodtagere til faktiske tal, er der tale om, at over én million ansatte må fire på kvaliteten for at få arbejdsdagen til at hænge sammen.

- Vi skal leve af høj produktivitet og høj kvalitet i Danmark. Det har enorm betydning, at vi mestrer begge dele i den internationale konkurrence, siger formanden for 3F, Per Christensen, til Ugebrevet A4.

Han peger på, at det kan have store menneskelige omkostninger, hvis man på jobbet det meste af tiden må springe over gærdet der, hvor det er lavest, og ikke der, hvor det er bedst for kvaliteten.

- Det er meget alvorligt for de medarbejdere, som må gå på kompromis. Især for dem, der er inden for service og pleje, hvor man som ansat direkte kan se, hvordan lav kvalitet skader borgere eller kunder, siger Per Christensen.

Det kan få alvorlige følger, hvis det på grund af tidspres ikke kan lade sig gøre som medarbejder at gøre arbejdet på en tilfredsstillende måde. Det fortæller psykolog og arbejdsmiljøforsker Karen Albertsen fra konsulentfirmaet Team Arbejdsliv.

- Det kan være en væsentlig kilde til stress og gøre arbejdet mindre meningsfyldt, hvis man ofte oplever at gå på kompromis med kvaliteten i det job, man udfører, siger Karen Albertsen.

- Hvis man har et job, hvor man skal tage sig af andre mennesker - for eksempel som pædagog eller sygeplejerske - kan det give dårlig samvittighed. Det går professionelle inden for omsorg på, hvis de ikke har tid til at være opmærksomme over for borgere med hjælp behov.

Syv ud af ti lønmodtagere siger i undersøgelsen, at det i 'høj grad' eller 'i nogen grad' generer dem, når de på grund af tidspres må lade det gå over kvaliteten. Det viser den nye undersøgelse udført af Norstat for 3F.

I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ser man ikke det store problem i, at mindst en million medarbejdere ofte føler, at kvaliteten lider skade. Det må man leve med, mener underdirektør i DA Erik Simonsen.

- Det er egentlig ikke særligt alvorligt, at folk må gå på kompromis med den ønskede kvalitet. For enhver produktion er jo en afvejning af, hvad der er et acceptabelt niveau for kvaliteten og risikoen for fejl, siger Erik Simonsen til Ugebrevet A4 og fortsætter:

- Hvis man kun vil satse på den ypperste kvalitet, vil produktet ofte blive så dyrt, at det ikke kan sælges, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.