Over 6000 personer meldes døde efter jordskælv i Nepal
130.000 huse er kollapset under jordskælvet, oplyser FN.
I Nepals hovedstad, Kathmandu, er mange bygninger ødelagt.
I Nepals hovedstad, Kathmandu, er mange bygninger ødelagt. Foto: Bernat Armangue/AP


Antallet af ofre for sidste weekends jordskælv i Nepal fortsætter med at stige.

Myndighederne oplyser fredag morgen lokal tid, at 6204 personer officielt er registreret som døde, mens knap 14.000 andre meldes kvæstet.

Jordskælvet, der målte 7,8 og var det kraftigste i landet i 80 år, har også kostet omkring 100 mennesker livet i nabolandene Indien og Kina.

Redningsarbejdet i Nepal fortsætter, men håbet om at finde flere overlevende svinder i takt med, at tiden går, og dødstallet ventes at stige yderligere.

Eftersøgningen besværliggøres desuden af efterskælv og ødelagte bygninger. Ifølge FN's organ for koordinering af nødhjælpsindsatser, Ocha, er 130.000 huse kollapset i forbindelse med jordskælvet.

Yderligere 85.000 bygninger er beskadiget.

Redningsmandskab er endnu ikke nået frem til nogle af de mere ufremkommelige landsbyer oppe i Himalaya-bjergene. Disse områder kan kun nås til fods, og det ventes at tage op til fem dage, inden hjælpen når frem.

Torsdag meddelte de nepalesiske myndigheder, at der igen vil blive åbnet for bjergbestigning på Mount Everest i næste uge.

Oppe på bjerget omkom 18 mennesker i laviner som følge af det kraftige jordskælv.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.