Ove P.: Tændte OB-spillere ved første træning
Ove Pedersen stod torsdag for første gang i spidsen for en træning i OB, der tirsdag fyrede Troels Bech.
OB's nye træner, Ove Pedersen, er imponeret af spillertruppens gejst.
OB's nye træner, Ove Pedersen, er imponeret af spillertruppens gejst. Foto: OLE FREDERIKSEN/POLFOTO


Efter tirsdagens fyring af cheftræner Troels Bech gav afløseren Ove Pedersen sine OB-spillere fri fra træningen onsdag.

Torsdag var superliga-bundholdet samlet i Ådalen i Odense til den første træning under Ove Pedersens ledelse.

- Det har selvfølgelig været dejligt at være ude på træningsbanen igen. Egoistisk set var det dejligt, fordi jeg ikke har været ude og træne et hold siden maj, så det er en stor glæde igen.

- Og for holdets vedkommende må jeg sige, at jeg fik et godt indtryk af en spillertrup, der næsten var for overivrig i forhold til, at vi allerede skal spille kamp lørdag. Så jeg måtte skrue tiden lidt ned, fordi de ville vise rigtig meget, siger han til klubbens hjemmeside.

Lørdag får OB besøg af Silkeborg i en ægte bundkamp mellem nummer 11 og 12 i Superligaen.

- I den første fase handler det meget om prioritering, for jeg skal passe på med at fodre spillerne for meget, for det kan gøre dem usikre. Så jeg prøver at begrænse mig til få og enkle ting, og så må vi fylde mere på i landskampspausen, hvor der bliver tid nok.

- Så hvis vi ikke har for mange spillere, der sidder med isposer efter Silkeborg-kampen, så skal vi nok få nået en masse der, siger Ove Pedersen, der efter sidste sæson stoppede som træner i FC Vestsjælland.

Ove Pedersen er klar over, at Silkeborg-kampen er uhyre vigtig.

- Der er jo ingen grund til at skjule, at det er en vigtig kamp. Man kan bare kigge på stillingen. Jeg vil gerne sige, at alle kampe er lige vigtige, men sådan er det ikke helt. Vi har sat os en række delmål, som vi holder internt, og dem vil vi selvfølgelig arbejde efter.

- Men det betyder ikke, at vi vil flygte fra betydningen af kampen mod Silkeborg. Jeg er ikke begyndt at tænke taktik og startopstilling, for i dag har vi arbejdet mere generelt, og så skal vi se i morgen (fredag, red.), hvordan vi kan få det skruet sammen, siger Ove Pedersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.